Af Anders Spanggaard
Foto: Mie Neel
Peter Madsen og Jakob Skov, som i dag er henholdsvis administrerende direktør og teknisk chef, grundlagde PMH Systems for 10 år siden.
De første tre-fire år holdt virksomheden til i Peters kælder, og da pladsen blev for trang i kælderen, rykkede de til Ringsted Fragtservice lokaler på Huginsvej 8 i Ringsted. Her er pladsen også med jævne mellemrum blevet for trang, men det er hidtil blevet løst ved, at PMH Systems har knopskudt sig ind på mere og mere af pladsen i bygningen på Huginsvej.
Det hele begyndte med udstyr til den grafiske branche, men det ser noget anderledes ud i dag. PMH Systems finder fortsat løsninger til behandling af store formater til den grafiske branche, men nu også til industrien, til arkitekter/designere og til byggeriet.
- For fire-fem år siden gik vi væk fra print og over til at levere efterbehandlingsudstyr, service og software. Nu udvikler vi også færdige løsninger og koncepter til mange forskellige brancher. Vi går mere op i at skære i alt muligt. Vi kan simpelthen skære i alt - letvægtsplader, pap, papir, folie, pvc, gummi, stof, gulvmåtter, metal, plast. Det er sådan set kun fantasien, der sætter grænser for, hvad vi kan skære i, forklarer Peter Madsen, administrerende direktør i PMH Systems.
Og at PMH Systems mener det alvorligt understreges af, at virksomhedens motto er: »Alt kan skæres«.
Re-board
Senest har de driftige folk i PMH Systems fået øje på det unikke produkt Re-board, som er udviklet i Sverige. Det er kort fortalt pap, der kan tåle et enormt tryk. Det er et formstabilt letvægtsmateriale af pap opbygget med en unik, patenteret kernekonstruktion.
- Vi begyndte med at bygge en messestand i Re-board til os selv. Vores stand fyldte kun en enkelt palle og var sat op i løbet af ingen tid. Og da den vakte stor opmærksomhed blandt de andre udstillere på messen, kunne vi se, at vi havde fat i noget, fortæller Peter Madsen.
Siden er det gået hurtigt hos PMH Systems med at finde på anvendelsesmuligheder for Re-board, så det er lige før, virksomheden kan supplere »Alt kan skæres« sloganet med et nyt, der kunne hedde: »Alt kan laves i Re-board«.
Forme til betonelementer
- Eksempelvis plejer de forme, man bruger til støbning af betonelementer i byggeriet, at blive fremstillet af træ. Formene kan nu fremstilles af Re-board, og det sparer virkelig ressourcer. Dels er Re-board meget lettere end træ, og til en form i papmaterialet Re-board bruges der 80 procent mindre træ end til de traditionelle træforme. Og formene af Re-board er vel at mærke lige så stærke og holdbare som formene af træ, forklarer PMH Systems tekniske chef, Jakob Skov.
Og for at gøre det hele endnu mere bæredygtigt, kan den brugte Re-board, når den er klippet af det tørrede og færdige betonelement, genbruges som papir. Nu får producenterne af betonelementer penge for de brugte forme, tidligere skulle de betale for at komme af med de brugte forme i træ.
Orbit-kisten
Orbit er Fuglebjerg Kistefabriks nyeste kiste. Den er udtænkt og produceret i samarbejde med PMH Systems og er den mest bæredygtige kiste, der findes på markedet i dag. Blandt andet består den af 80 procent mindre træ end en traditionel kiste, den er 100 procent nedbrydelig, produktionen af råmaterialerne udleder 85 procent mindre CO2, og så er kisten oven i købet smuk. At PMH Systems blev involveret i udvikling af en bæredygtig kiste beror som så meget andet her i livet på en tilfældighed.
- På et kursus sad jeg og legede med et stykke Re- board. En mand fra Fuglebjerg Kistefabrik, som også deltog på kurset, blev nysgerrig og spurgte, »hvad er det, du sidder med der«, Jeg vidste, at han var fra kistefabrikken, så uden at tænke nærmere over det svarede jeg, »det er da sådan noget, vi kan lave kister af«, fortæller Peter Madsen.
Derfra kørte det bare, og i december kom den endelige myndighedsgodkendelse af kisten, som har fået navnet Orbit.
Hos PMH Systems er der store forventninger til kisten.
- Kisten har fået navnet Orbit, fordi vi jo alle er en del af det store kredsløb. Det er kisten et godt billede på, og at man lader 80 procent af træerne stå i skoven, i stedet for at brænde dem af, tror jeg tiltaler mange mennesker, siger Tine Vallentin, som står for marketing hos PMH Systems.
På Fuglebjerg Kistefabrik er der ligeledes stor tilfredshed med Orbit.
- Vi er meget tilfredse med resultatet. Selvom Orbit Nordic designmæssigt adskiller sig fra vore andre kister, synes vi at Orbit Nordic er smuk. De rene linjer og den elegante overflade skaber en værdig ramme om det sidste farvel, uden at gå på kompromis med miljøet, udtaler Hanne Elsner fra Fuglebjerg Kistefabrik.
Vejer kun 12 kilo
Med en vægt på kun 12 kilo er Orbit Nordic også Danmarks absolut letteste kiste, når man sammenligner på styrke. Kisten er mere end 32 kilo lettere end en traditionel standardkiste i træ, hvilket gør den nem at håndtere både for pårørende og fagfolk.
- Den lave vægt alene giver reduceret miljøbelastning og energibesparelser hele vejen rundt, fra levering fra kistefabrikken til den sidste køretur. Både på grund af den lave vægt og fordi vi kan samle Orbit Nordic ude hos de enkelte bedemænd, undgår vi at transportere ren luft. De samlede kørte kilometer bliver dermed væsentligt reduceret, fordi det er muligt at læsse langt flere kister pr. bil, forklarer Tanja Dinsen fra PMH Systems.
Som et led i godkendelsen af Orbit kisten er der gennemført flere »prøvekremeringer«, hvor man har brændt nogle eksemplarer af kisten, for at se hvordan kisten opfører sig under processen. Faktisk var brændetiden for kremeringer gennemført med Orbit Nordic-kisten, gennemsnitligt mellem tre og 14 minutter kortere, i forhold til gennemsnittet af 18 kremeringer i almindelige trækister. Håbet er, at det på sigt kan resultere i en kapacitetsforøgelse på danske krematorier, med et lavere samlet energiforbrug til følge.
Et idéhus
- Gennem de senere år har vi udviklet os til et idéhus. Vi bruger mere og mere tid på at udvikle koncepter og prototyper, og den proces er Orbit-kisten jo et glimrende eksempel på, fortæller Tanja Dinsen, der som udviklingskonsulent har været med fra den spæde start.
Hendes kollega Tine Vallentin supplerer med, at PMH Systems får mange henvendelser, fordi flere og flere får øjnene op for de kvaliteter, der er ved produktet Re-board. Nogle af de seneste forespørgsler er kommet fra virksomheden Frits Hansen, der var på udkig efter bagbeklædning til et spejl og arkitektfirmaet Bundgaard Arkitekter ApS, som sammen med virksomheden Louis Poulsen, gerne ville bruge Re-board til et 200 kvadratmeter stort lysloft i Kildeskovshallen i Gentofte. Sådan et loft må ikke blive for tungt, og derfor er Re-board et perfekt materiale til formålet.
- Re-board fylder mere og mere hos os. Men vi kan jo skære i alt, kommer det med et smil fra Peter Madsen.