Hormuz-strædet mellem Den Persiske Golf og Omanbugten har i en årrække været et risikofyldt farvand for skibe.
Danmark overtager onsdag ledelsen af den europæiske mission, som skal observere om situationen til søs og i luften.
Her følger fakta om strædet, som blandt andet har stor betydning for den internationale oliehandel:
* Strædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd.
* Det forbinder flere af landene i Golfen: Irak, Kuwait, Saudi-Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.
* Strædet er 180 kilometer langt og under 40 kilometer bredt på det smalleste sted.
* Strædet er svært at besejle. Men det har stor betydning for verdens oliehandel.
* I 1970'erne passerede 38 procent af USA's, 60 procent af Vesteuropas og 75 procent af Japans olieimport strædet med 60-70 skibe daglig.
* Siden er trafikken mindsket betydeligt, da strædet er vanskeligt at kontrollere på grund af dets smalle bredde og strømforhold. Det er dog fortsat den eneste adgang at bruge, hvis man eksporterer råolie fra Den Persiske Bugt.
* Det betyder, at en tredjedel af verdens olie, der bliver transporteret via skibe, går igennem strædet.
* Hormuz har derudover strategisk betydning for golfstaterne og USA, som har forsvarsaftaler med Oman om adgang til havne- og flådefaciliteter.
Kilder: Ritzau og Reuters.