Sjællandske Medier - et fusionsskabt mediehus

Sjællandske Medier, selskabet bag adskillige dagblade og ugeaviser på Sjælland samt dette nyhedssite, er dannet gennem en række fusioner af sjællandske dagblade, der for de flestes vedkommende er startet som Venstre-aviser.

Helt tilbage i 1871 - altså for 150 år siden i år - blev Midt-Sjællands Folketidende grundlagt i Ringsted.

I Køge fik de snart efter Østsjællands Folkeblad og i Roskilde kom Roskilde Dagblad.

Østsjællands Tidende blev grundlagt af den kendte avismand Chresten Berg, der var manden bag »De bergske blade«, ligesom Politikens stifter Viggo Hørup var involveret.

De tre blade fusionerede under navnet Udgiverselskabet Dagbladet i 1962.

I 1986 køber udgiverselskabet Roskilde Tidende.

Tråde nordpå

I Hillerød var Berg også aktiv i anden halvdel af 1800-tallet, hvor han grundlagde Frederiksborg Amts Avis.

Den blev overtaget i 1992 af Udgiverselskabet Dagbladet, efter Frederiksborg Amts Avis' daværende ejer, finansmanden Klaus Riskær Petersen, var gået konkurs med sit selskab.

Udvidelse mod syd

I 2008 fusionerer udgiverselskabet og Sjællandske Medier, der står bag avisen Sjællandske, der har to udgaver - en for Sydsjælland og en for Vestsjælland - med hovedredaktioner i Næstved og Slagelse. Selskabet fortsætter som Sjællandske Medier A/S.

Faktisk kan Sjællandskes Vestsjælland-udgave bryste sig af at være afløber af en endnu ældre avisudgivelse, nemlig Avis for ti Kjøbstæder, der udkom første gang i Slagelse og opland i 1815.

Online og nordvest

I 2010 kan Sjællandske Mediers brugere også finde nyheder og historier online. Her går nyhedssitet sn.dk nemlig i luften for første gang.

Tre år senere, i 2013, sker endnu en stor fusion, da Sjællandske Medier går sammen med med A/S Medieselskabet Nordvestnyt, der udgiver aviser i Kalundborg, Holbæk og Odsherred kommuner.

Dermed er Sjællandske Medier A/S til stede på hele Sjælland uden for hovedstadsområdet - der dog dækkes delvist med lokale ugeaviser på den københavnske vestegn.

I 2019 annoncerer Sjællandske Medier A/S, at selskabet fra 1. januar 2020 har købt Politikens Lokalavisers aktiviteter i Nordsjælland. dermed kan selskabet tilbyde både dagblad og Ugeaviser i det tidligere Frederiksborg Amt.

Seneste medlem af familien er den sydsjællandske Ugeavis Sydsjællands Tidende, der bliver en del af selskabet i foråret 2020.

En del af firebladene

Alle Sjællandske Medier A/S' dagblade er grundlagt på et tidspunkt, hvor firebladssystemet begyndte at dukke op.

Frem til efterkrigstiden var det normalt, at danske provinsbyer havde flere dagblade. Hvert blad var tilknyttet et af de fire gamle partier; Højre (konservative efter 1915), Venstre, Socialdemokratiet samt Radikale Venstre.

Eksempelvis var Midt-Sjællands Folkeblad den lokale venstreavis i Ringsted, mens Holbæk Amts Venstreblad var den lokale radikale avis i Holbæk.

Firebladsystemet forsvandt i årtierne efter anden verdenskrig. Det skyldtes blandt andet øget konkurrence mellem aviserne samt konkurrence udefra fra først radio og siden tv.

Samtidig gik de fleste dagblade efterhånden væk fra én politisk holdning og søgte mod den upartiske nyhedsdækning.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...