De første solceller skal være klar allerede i år

Et 123 hektar stort solcelleanlæg i Barmosen går nu fra tanke til virkelighed.

Selskabet BeGreen, der hører under Bregentved Gods ved Haslev, har længe gået med planer om at bygge et solcelleanlæg nordvest for Kastrup og Neder Vindinge.

Nu har firmaet landet en aftale med den europæiske investeringsfond Luxcara, der baner vejen for fire nye solcelleparker, herunder det store ved Vordingborg.

Kommunalbestyrelsen godkendte i 2020 den lokalplan, som åbner mulighed for en solcellepark i Barmosen. Man er allerede gået i gang med jordprøverne, og planen er, at man kan gå i gang med opstillingen af de første solceller i løbet af foråret.

- Projektet foregår i to etaper. Den vestlige del af området går vi i gang med så snart som muligt, og det skal stå klar til tilslutning i august/september i år, forklarer Anders Dolmer, bestyrelsesformand for BeGreen.

- Den østlige del af projektet afventer, at Cerius skal bygge en ny transformerstation, som området skal kobles på. Det kan godt trække ud, så jeg regner med, at vi er færdige med det området i foråret næste år, lyder det videre fra Anders Dolmer.

Området, hvor solceller skal opføres, er i dag landbrugsjord. Det er dog vigtigt for firmaet bag, at der fortsat er en fødevareproduktion på området.

- Vi vil høste græsarealerne mellem solcellerne til at udvinde et græsprotein. Det er noget, som vi har arbejdet med i flere år, forklarer Anders Dolmer.

Konceptet er, at man presser det høstede græs sammen og ekstraherer protein ud af saften. Græsproteinet bruges som foder til blandt andet grise og fjerkræ, men det undersøges også, om det kan bruges i fremtidens fødevareproduktion til mennesker.

Den bæredygtige tilgang vækker også begejstring fra politisk side, hvor man nu begynder at kunne se resultaterne af de senere års arbejde med at udpege arealer til store solcelleanlæg.

- Bæredygtig energi er en af hjørnestenene, når vi skal omstille vores hverdag til at blive mere klima- og miljøvenlig, og solceller leverer et vigtigt bidrag til den omstilling. Når vi samtidigt kan få anlæg, der tænker biodiversitet ind i planlægningen, så er det et godt match for Vordingborg Kommune og de ting, vi arbejder med også på andre områder, lyder meldingen fra borgmester Mikael Smed (S).

Området i Barmosen er udvalgt i samarbejde med lodsejerne og kommunen.

- Der er en klar fordel ved at lægge det i et lavbundsområde som det her. Der er cirka dobbelt så stor en klimaeffekt ved at vælge et lavbundsområde, så vi er enige med kommunen om, at det er et rigtig godt område til solcellerne, forklarer Anders Dolmer.

- Det er også en klar fordel, at området er så fladt. Det gør det nemmere at skjule anlægget, når først det levende hegn er vokset op rundt om det. 123 hektar er et stort område, men vi vil gerne gøre det så usynligt som muligt, tilføjer han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...