Anders Thestrup og Kjeld Egelund har købt herretøjsforretningen Din Tøjmand i RingStedet på Klosterparks Allé i Ringsted.
Overtagelsen har fundet sted, og de nye ejere, der i forvejen er indehaver af Mr Thestrup i Sct. Hansgade i Ringsted og en tilsvarende butik i Haslev, håber at slå dørene op om en måneds tid.
Lige nu står de med en tom butik, som skal fyldes med varer.
- Vi åbner lige så snart, Danmark åbner igen. Så står vi med en spritny butik. Vi håber på 1. marts, men det afhænger af coronarestriktionerne, siger Anders Thestrup.
Overtagelsen af Din Tøjmand i RingStedet får ingen konsekvenser for Mr-butikken i Sct. Hansgade, forsikrer han. Tværtimod.
- Vi forventer nogle gode synergier mellem butikkerne, siger Anders Thestrup.
Din Tøjmand og Mr var indtil for et år siden konkurrerende herretøjskæder, men da Din Tøjmand gik i betalingsstandsning, købte Mr rettighederne til navnet, og det er bl.a. derfor, Anders Thestrup nu kan kalde sig den første indehaver af begge kædenavne.
Forskelligt publikum
Den 350 kvadratmeter store forretning i RingStedet fortsætter som Din Tøjmand, og det er der en god grund til.
- De to forretninger henvender sig til et forskelligt publikum og har forskellige mærker, og så glæder vi os til, at vi kan henvise kunderne til de respektive forretninger, siger Anders Thestrup.
Det er ikke første gang, Anders Thestrup og Keld Egelund slår til midt i en krisetid. I 2008 var finanskrisen netop brudt ud, da han åbnede Mr Thestrup i Ringsted, og nu åbner han endnu en butik, mens coronakrisen har lukket det meste af samfundet ned.
- Vi er åbenbart specialister i at købe butikker, når det går dårligt, joker Anders Thestrup og uddyber sit køb i mere seriøse vendinger:
- Det har da givet nogle skrupler og nogle tanker, men når Keld og jeg har kigget på det, har vi følt, at der var langt flere plusser end minusser. Nogle gange skal man måske være aggressiv, når det ser lidt sort ud. Så kan man måske få tingene til en anden pris, og der er en god omsætning i forretningen, som vi tror på. Vi vil være kede af at sende den omsætning ud af byen, siger Anders Thestrup og fortsætter:
- Nu gør vi det i en tid, hvor man skulle mene, at der er rigeligt at gøre med bare at overleve. Det er da underligt at købe en butik i de her tider, for vi aner ikke, hvornår vi skal åbne, men vi er fortrøstningsfulde, og der er da en lille rumlen i maven på den gode måde.
Anders Thestrup oplyser, at der skal ansættes tre medarbejdere i den nye butik i RingStedet. To af dem er allerede fundet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra butikkens hidtidige indehaver, Michael Tüchsen, som tidligere har drevet herretøjsforretninger i bl.a. Borup og Hvalsø.frank
