Odsherred Teater stopper - efter seks år med juleforestillinger med indlagt banko for publikum - med den hyggelige flytten rundt på brikker på pladen.
- Vi har fået lyst til at prøve noget nyt, siger teaterleder Simon Vagn Jensen.
Nyheden er en glimrende anledning til at genopfriske en sjov banko-historie fra 2007, hvor Odsherreds (dengang ny-genvalgte) borgmester, Thomas Adelskov, (S), sad i knusende solidt banko-held og i den grad fik brug for at råbe banko.
Borgmesteren var med til premieren på teatret for at slappe lidt af i selskab med gode venner efter veloverstået valg og konstituering.
Og undervejs kunne han, ganske overraskende, råbe banko hele to gange ud af de i alt fire banko'er, der blev råbt, i »Lizzies Bankohal« den aften.
Derfor var det også ganske passende, at Lizzie (alias skuespiller Mei Oulund) pegede direkte på den nyudråbte borgmester, da hun sang en fordanskning af ABBA-hitttet »The Winner Takes It All«:
- Vinderen rydder bordet, direkte i foret. Smagen den er sød, mærk triumfens glød. Skønt sejren smager godt, tager du det flot.
- Gør det ondt at være så alene? Se alles blik'. Vi under dig det ik'.
Ved banko nummer to blev borgmesteren i tilgift overdænget med guld-guirlander og fik banko-assistent Lise-Lotte (alias skuespiller Christiane Bjørg Nielsen, alias Kandis fra julekalenderen) på skødet og stående publikums-applaus.
De to sponserede præmier til borgmesteren lød på glas fra Hempel Glasmuseum og et gavekort på to pizzaer fra Martin's Cantina.
- Det måtte vi høre ret meget for. Folk tror, at vi snød, men det var et rent tilfælde, slår teaterleder Simon Vagn Jensen fast.
En anden politiker, der også lige havde genvundet pladsen i Odsherreds byråd, var Adelskovs koalitionspartner (og sidemand ved banko-bordet) Arne Mikkelsen (SF) - han scorede også banko og vandt en præmie fra Dansk Tang - og skuespiller Mei Oulund på skødet.