"Yes! En bro. En flugtvej. Her er lastbiler, og jeg kan komme væk."

Nogenlunde sådan tænkte Tine Henriksen, da hun havde tilbragt godt 50 dage forrest i en kajak på Yukon floden i Alaska med kæresten Erik B. Jørgensen siddende bag sig. Og lige så mange nætter i et telt slået op i midten af nowhere.

"Jeg var virkelig slidt. Min krop var træt, og vi havde haft en lang periode med vand, vand og atter vand. Det havde regnet, tøjet var jordslået, og jeg var helt brugt. Og jeg trængte til at være mig selv," siger Tine Henriksen, som avisen møder på et tørt og garanteret ufarligt område, nemlig Stadsbiblioteket i Lyngby. Da det endnu var åbent.

"Der var et lille cafeteria nær ved broen, hvor vi tjekkede ind og blev en dag, og så fortsatte vi vores plan, indtil turen var slut efter i alt 78 dage på floden, " siger hun.

Tine Henriksen er ellers vant til lidt af hvert. Hun har været skiguide og boet flere år i Alperne, er en habil mountainbiker, har gået over Indlandsisen og været på trekking-ture i blandt andet New Zealand. Hun er uddannet cand.merc. og har arbejdet i HR-afdelingen i Københavns Lufthavn, og så er hun både coach og yogalærer. Uddannet i Indien.

I dag er Tine selvstændig og arbejder med ledertræning, teamudvikling, personprofiler, og hun coacher og rådgiver både firmaer og private.

Som Lyngbyborgere i mere end 30 år har den nu 49-årige kvinde og hendes 45-årige kæreste ofte sejlet både kano og kajak i området.

"Faktisk er der ikke noget så smukt som Mølleåen. Ikke mindst strækningen mellem Frederiksdal og Lyngby Sø," siger de samstemmende.

Hvorfor pokker så tage til Alaska for at sejle i kajak og tilbringe måneder i uberørt natur omgivet af myg, bjørne, ørne og ulve? Og i et vejr, der minder om en halvdårlig dansk sommer. Og hvor vand er noget, der kommer både fra oven eller fra neden, mens drikkevand er noget, man må gå langt for at finde. Læg hertil at der kan gå indtil flere dage, før man møder et menneske, og at man på 3.200 kilometers sejltur på floden i alt passerer 21 småbyer, hvoraf nogle er så små, at man ikke kan regne med, at der er varer i købmanden, når man kommer frem. Eller at den overhovedet åben.

Sagde ja på satellittelefon

Der er godt nok meget, man kan spørge om. Og mange af svarene giver parret i bogen Yukon River - Eventyrlige Yukon, der netop er udkommet på forlaget Kom Ud.

Erik har tidligere udgivet flere bøger. Blandt om sine ture turen i vildmarken med sin datter, om Skandinavien og Danmark rundt i kajak og om oplevelser i Knud Rasmussens spor. Deuden har han udgivet bogen Alaska på Tværs, der udkom i 2016. Og det var på denne tur, at tanken om at sejle i kajak på den ikoniske og mytiske Yukon River fødtes. Men først skulle den præsenteres for hans dengang relativt nye kæreste Tina, der var hjemme i Danmark og passede sit job i Københavns Lufthavn.

Men efter en ekstremt hård dag i vandrestøvlerne ringede han hjem til Tine fra Alaska. På en satellittelefon.

Om det var fordi Tine var meget forelsket og savnede Erik, og at han netop greb hende på det rette tidspunkt, hvor de havde været adskilt længe, melder historien ikke noget om.

Men i hvert fald sagde Tine ja efter at have forhørt sig om turens længde og et par andre detaljer.

I guldgravernes spor

Et år gik der med planlægning, for der er meget, der skal forberedes, inden man kaster sig ud i så stort et projekt. Og turen ned ad floden er ikke for amatører. Til gengæld venter der oplevelser for livet. Og det er de begge enige om.

"Nogle af byerne er mønstersamfund, mens andre er præget af narkotika og alkoholmisbrug. Mange beboere i området er efterkommere af de første guldgravere, der kom i slutningen af 1890'erne. Det er sindssygt spændende at følge i deres spor, hvor man også langs floden støder på komfurer, gryder og andet grej, som guldgraverne har smidt der. Turen på floden er fantastisk både på grund af historien og på grund af naturen og det fantastiske dyreliv." siger Erik.

Tines største udfordring og bekymring hjemmefra var netop dyrene. At stå ansigt til ansigt med en brun bjørn var ikke lige noget, hun havde lyst til. Og blandt andet derfor havde parret investeret i et elektrisk bjørnehegn, som de kunne sætte rundt om teltet om natten.

"Jeg ved ikke om det hjalp noget, men rent psykologisk var det godt for mig," siger hun.

Vilde dyr og masser af rovfugle så de i hobetal. Ulve, elge, rener, ørne og bjørne. Men det var deres klare indtryk, at dyrene var mere bange for dem end omvendt.

"Det er mere tanken om, at de er farlige, der skræmmer. De er nysgerrige og har ikke set mennesker før, men langt de fleste gange trækker de sig. Den største udfordring var faktisk myggene," siger hun.

Eventyret i baghaven

Erik har rejst utroligt meget. Han er uddannet jægersoldat og medlem af Eventyrernes Klub. Han har rejst alene, sammen med en ven og også sammen med sin datter, som han tog med på sin første længere kajaktur, da hun var blot tre år gammel.

"Jeg havde ikke været alene med hende før i så meget 24 timer, men hendes mor havde tiltro til mig, og siden har vi været på flere længere ture sammen. Både lange og korte ture. Faktisk er øen i Lyngby Sø blevet et af vores yndede udflugtsmål. Vores hemmelige sted," siger Erik, der dermed gerne vil slå et slag for, at man finder eventyret lige der, hvor man er. Og ikke nødvendigvis på den anden side af jorden.

"Vi håber at bogen har inspireret dig til at få lysten og finde mulighederne til selv at tage på små og store eventyr. Kig ud i din baghave og se, om der ikke ligger et eventyr og venter på dig. Hvor det går hen, ved kun du. Men mulighederne er uendelige," skriver Erik og Tine til slut i bogen.

Og både parforholdet og lysten til nye eventyr er intakt.