Det spidser til. Især i værtshusbranchen.
Med udsigten til hjælpepakke lige om hjørnet og et lys for enden af tunnellen tør Heidi Hundevadt, indehaver af Teatercaféen i Slagelse, dog godt at være optimistisk.
Hun købte beværtningen sidste sommer, hvor hun ingen anelse havde om flere bølger og nedlukninger.
- Den, vi oplever nu, havde jeg ikke set komme, men vi må jo tage det, som det er, siger hun og indrømmer, at det nok også var vovet at købe endnu et udskænkningssted.
Hun har i tre år haft Høng Centerpub, og drømmen har været at åbne i Slagelse også.
- Men når der opstår en chance, som det var, så må du tage den. Jeg turde ikke andet, for så var den blevet solgt til anden side. Det er jeg sikker på, siger Heidi Hundevadt, som tager situationen i stiv arm og ikke mindst med de optimistiske briller.
- Jeg bruger tiden fornuftigt. Under nedlukningen sidste år satte jeg pubben i stand. Nu tager vi os af dette sted, så vi kan blive klar til åbningen. Hvornår den så måtte komme. Jeg tror dog først, det sker til april, spår den 51-årige kvinde, der på det tidspunkt vil lægge an til en fed genåbningsfest.
- Vi skal give den fuld skrald, når vi er ude af det her. Folk er udsultede rent socialt - så vi glæder os til den tid.
Tjener ingen penge
Egentlig er Heidi Hundevadt ikke typen, der påvirkes og bliver deprimeret, om end situationen med oven i købet to nedlukkede steder da tærer på den pengebeholdning, der nu engang er tilbage.
- Det er vildt at skulle betale, når der ingen indtjening er. Jeg ringer til kreditorer nærmest hver dag for at høre, hvad vi kan finde ud af. Vi kan konstant kigge ind i et stort tomt nul. Ingen banker vil låne værtshuse noget, lyder det fra indehaveren, der fredag markerede, at hun stadig er her.
Det gjorde hun som led i et større initiativ, hvor de såkaldt brune værtshuse viser omverdenen, at de er i live.
Det er nemlig ikke nemt at få hjulene til at snurre, selv om det da lykkes.
- Vi skal også have noget at spise, og måske lyder en regning på 1000 kroner ikke af meget, men hvis der kun står 500 kroner på kontoen, så er der jo et problem, siger Heidi Hundevadt, der omsider har fået en erhvervskonto, efter Danske Bank tidligere opsagde den, hun havde netop hos dem.
- De opsagde den med henvisning til, at vi havde spillemaskiner. Men helt ærligt. Det kan godt være, du kunne hvidvaske for 20 år siden, men det kan du altså ikke mere. Der sidder en sort boks og registrerer alt. Den går direkte til Spillemyndigheden. Så at bruge dem som forklaring er helt ude i hampen, siger hun, men glædes over, at internetbanken Lunar nu tilbyder muligheden for en erhvervskonto.
Uden en sådan er det nemlig ikke muligt at modtage støtteordninger og hjælpepakker fra statens side. Og de penge, der er på vej derfra, er kærkomne, lyder det fra Heidi Hundevadt.
Ingen smugkro her
Der er undertiden kritik af værtshuse, der holder hoveddøren låst, men alligevel gelejder kunder ind gennem baggården for på den måde at skænke ud på uærlig, ulovlig vis.
Det er sket flere steder i Slagelse, hvis ejere er sigtede, men på Teatercaféen er det ikke et tilfælde.
- Det gør vi ikke her. Det er heller ikke i orden. Politiet kommer også forbi og kigger, så det vil slet ikke kunne lade sig gøre. Folk lurer tilmed ind ad vinduet, så snart der er lidt lys, beskriver Heidi Hundevadt, der i øvrigt mener, at stikkermentaliteten har fået næring.
- Den er blevet slem under corona. Derfor bliver det også rart snart at kunne genåbne, så alt forhåbentlig kan blive normalt igen, siger hun.

Heidi Hundevadt, 51 år og indehaver af Teatercaféen, glæder sig til en genåbning. Den ligger et godt stykke ude i fremtiden, spår hun. Foto: Carsten Lysdal