Populær p-plads lukker - nu begynder hotelbyggeri

Om få dage begynder der at ske noget på Markedspladsen midt i Hillerød, hvor PFA Ejendomme siden 2016 har arbejdet på planer om at opføre et hotel og boliger. 4. februar lukkes Markedspladsen for offentlig adgang og parkering, pladsen spærres af med hegn, og arkæologerne fra Museum Nordsjælland rykker ind for at gennemføre arkæologiske undersøgelser inden gravearbejdet til byggeriet kan begynde.

Den centrale plads har været populær hos handlende i byen, men nu må man altså se sig om efter et andet sted at sætte bilen, når man er i Hillerød. Når hotel-og boligkomplekset står færdig, vil der til gengæld være 50-60 underjordiske offentligt tilgengældelige p-pladser i kælderen under hotellet, oplyser Michael Sheikh, partner i Momentum Plus, som opfører byggeriet for PFA Ejendomme.

Han forventer, at Zleep Hotel kan slå dørene op til hotellet i efteråret 2022, mens boligerne bliver færdig i begyndelsen af 2023.

Selvom coronapandemien er gået hårdt ud over hotelbranchen, har det ikke fået hverken PFA Ejendomme, der skyder penge i projektet eller Zleep Hotels, som skal drive hotellet, til at ændre planer, har Michael Sheik tidligere oplyst til Frederiksborg Amts Avis. Men Zleep Hotels er ikke utilfredse med forsinkelsen, da corona forhåbentligt er overstået, når vi får frem til åbningen.

PFA Ejendomme har tidligere sat hotelprojekter i bero på grund af corona, men den aftale, som PFA Ejendomme fik føjet til købsaftalen med Hillerød Kommune, er en stor del af grunden til, hvorfor hotelbyggeriet i Hillerød ikke droppes, har direktør for PFA Ejendommen, Michael Bruhn, tidligere fortalt til Børsen. Af aftalen fremgår det, at hoteldelen af projektet på Markedspladsen skal drives som hotel i mindst tre år. Hvis det herefter står tomt, skal PFA forsøge at finde en ny hoteloperatør. Hvis det ikke er lykkedes i løbet af et år, kan ejendommen bygges om til boliger.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...