Sorø Kunstmuseum har fået tidlige julegaver af et bl.a. et par fonde, og det har skabt baggrund for, at museet har kunnet erhverve nye værker af Kirsten Justesen.
Augustinus Fonden og Ny Carlsberg Fondet har doneret penge til indkøb af skulpturen ’1 x SORT 1:1, 3 X 37 Mandetimer på Tommerup’ frav 2017
- Den nyerhvervede skulptur er en 1:1 afstøbning af kunstneren siddende på en kubeformet sokkel, fortæller museet i en pressemeddelelse.
- Hovedet er erstattet af en kube, der af-individualiserer skulpturen. Skulpturen blev støbt på Tommerup keramiske værksted ved brug af 3 x 37 mandetimer. Titlen afspejler således selve rammerne for værkets tilblivelse.
I forbindelse med erhvervelsen af skulpturen har kunstneren og Galleri Tom Christoffersen doneret værket ´Some empty hands’ (1992), der kan ses på museet netop nu sammen med to andre nyerhvervelser af Kirsten Justesen ’Rygskriver#I’ og ’Rygskriver#II’ (1985/2009), der er erhvervet i år med støtte fra Hermod Lannungs Museumsfond.
- Kirsten Justesen (f. 1943) er uomgængelig i dansk kunsthistorie. Hun er ikke blot en af de væsentligste kunstnere i sin tid, hun er også blandt de første, der gjorde kvindekampen til en kunstpolitisk agenda, fortæller museet.
- Hendes praksis omfatter en bred vifte af genrer fra skulpturer, installation og fotografi til body art og performance. Gennemgående er hendes konceptuelle tilgang til kunsten og det feministiske fokus på kvindekroppen som på én gang objekt/model og som subjekt/ kunstner.
Skulpturen ’1 x SORT 1:1, 3 X 37 Mandetimer på Tommerup’ (2017) vil blive udstillet i løbet af 2023.

