Organisationsbestyrelsen i det almene boligselskab, SAB, varslede mandag den 28. november om permanent genhusning af 260 lejemål i afdeling I og II på Bellahøj. Det sker i forbindelse med renovering og en opstået mistanke om bygningernes sikkerhed. Beskeden er en bekræftelse af den besked om permanent genhusning, beboerne fik en måned tidligere.
Varslingen kommer imidlertid, før Københavns Kommune er færdig med at overveje det materiale, der skal lægge til grund for, om der overhovedet skal finde en genhusning sted.
SAB’s brev til beboerne af 28. november 2022 skal ses i forlængelse af informationsmødet den 31. oktober 2022, hvor flere beboere stillede spørgsmål til den valgte model for genhusning, oplyser KAB, som administrerer SAB’s lejemål.
SAB afventer svar
I sit brev til beboerne henviser formand for Samvirkende Boligselskaber (SAB) John B. Sørensen til, at beboerne på et informationsmøde 31. oktober fik besked om, at eksperter havde skærpet vurderingen af husenes stabilitet. 24. november nedjusterede eksperterne faren igen til at forvente behov for at evakuere beboerne i hård blæst hver tredje måned frem for hver måned i gennemsnit.
- Eksperterne justerede deres vurdering, men der er fortsat tale om bekymrende tal, skriver KAB i et skriftligt svar til Brønshøj-Husum Avis.
John B. Sørensen - der er beboervalgt medlem af organisationsbestyrelsen - skriver endvidere i brevet til beboerne, at SAB forventer, at beboerne med stor sandsynlighed skal genhuses inden for det kommende år.
- Det er så præcist, som vi kan komme det lige nu, fordi vi afventer ordlyden af Københavns Kommunes påbud, skriver han til beboerne.
Fastholder permanent
- Jeg ved, at vi stiller jer i en meget svær situation ved at bede jer forlade de huse, der har været jeres hjem i mange år. Men vi kan ikke sidde eksperternes vurdering overhøring. Det ville være uansvarligt, skriver John B. Sørensen.
Mange beboere i afdeling I og II på Bellahøj ønsker sig en midlertidig genhusning frem for permanent, hvilket har fået SAB’s bestyrelse til at genoverveje sagen.
- Vi nåede frem til, at vi fastholder beslutningen om permanent genhusning, fordi vi er overbevist om, at det samlet set er den bedste løsning, sagde formanden og henviste til, at permanent genhusning vil gøre det lettere at skaffe passende genhusningsboliger og giver beboerne de bedste muligheder for at fortsætte livet i nye rammer, indtil de får tilbud om at flytte tilbage til Bellahøj, forklarede John B. Sørensen.
Han skriver også, at bestyrelsens beslutning om permanent genhusning er betinget af, hvad Københavns Kommune når frem til.
- For en god ordens skyld må jeg påpege, at bestyrelsens beslutning om genhusning er taget under forudsætning af, at kommunen udsteder det varslede påbud om genhusning. Når vi modtager dette, bliver I selvfølgelig informeret, sagde John B. Sørensen.
Kommunal beslutning ikke klar
På et møde i Brønshøj-Husum Lokaludvalg torsdag 24. november sagde enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, Morten Lund, at kommunen ikke var færdig med at indsamle al information i sagen, og at beslutningen om genhusning først vil ske, når alt er belyst.
Men det havde SAB altså ikke tænk sig at vente på, før de kommunikerede om egne planer.
Beslutningen om permanent genhusning er indtil videre derfor kun hypotetisk: Beslutningen træder kun i kraft, såfremt Københavns Kommune beslutter sig for at give påbud om genhusning. Men SAB har altså allerede nu besluttet, at genhusningen i så fald skal være permanent og kommunikerer det ud til beboerne.
Morten Lund fra Københavns Kommune gjorde det på lokaludvalgsmødet klart, at spørgsmålet om genhusning ligger hos kommunen. Hvis kommunen afgør, at beboerne skal genhuses, har boligselskabet ret til at vælge, om det skal være midlertidigt eller permanent.
John B. Sørensen fremhævede i brevet, at beboerne ved ordinær genhusning før renovering kan vælge, om de ønsker permanent eller midlertidig genhusning, men at situationen på Bellahøj ikke er ordinær. Da beboerne skal genhuses i to til fem år, finder bestyrelsen det mest hensigtsmæssigt at genhusningen bliver permanent.
Beboerformand undrer sig
Formand for afdelingsbestyrelsen i de to afdelinger, der skal renoveres, John Steen Johansen, mener, at SAB handler med hastværk og at brevet fra boligselskabet de facto er en opsigelse af deres lejemål.
- SAB´s travlhed er påfaldende. Men de har ikke travlt med at kvalitetssikre deres egne undersøgelser og beregninger baseret på målinger i én vindtunnel på Vesterbro. Der mangler stadig måling af vindens påvirkning direkte på bygningerne og facaderne på Bellahøjhusene, siger John Steen Johansen.
Hertil skriver KAB’s kommunikationsafdeling:
- Undersøgelsen af SAB-Bellahøj er baseret på både vindtunnelforsøg og en meget grundig analyse af de statiske forhold. Og resultaterne er kvalitetssikret. Afrapporteringen er udarbejdet af NIRAS med bidrag fra Svend Ole Hansen Aps og er kvalitetssikret af RAMBØLL. Derudover bliver materialet gransket af såvel kommunen som af ingeniørfirmaet Jens-Peter Madsen Aps.
Men John Steen Johansen er kritisk over for SAB.
- SAB´s organisationsbestyrelse, der belønner sig selv med byggesagshonorarer for renoveringer, har til gengæld travlt med at opsige beboerne i forbindelse med den planlagte renovering. De henviser til KAB´s notat om økonomiske fordele for boligselskabet ved at opsige beboerne og genhuse os permanent. Der er absolut ingen fordele for beboerne ved dette, kun ulemper, understreger han.
I et skriftligt svar skriver boligselskabet:
- SAB/KAB forbereder genhusning på baggrund af varsling om et påbud fra Københavns Kommune. Beboerne vil få yderligere information på et møde den 14. december 2022, idet vi forventer, at der på dette tidspunkt foreligger en beslutning fra kommunen.