Offenberg stopper i Ishøj

Christian Offenberg (th.) scorede et hav af mål i sine tre et halvt år hos Ishøj - ligesom han havde gjort det forinden i de mange 2. divisionsklubber, han har repræsenteret. Foto: Jeppe Lodberg

Christian Offenberg (th.) scorede et hav af mål i sine tre et halvt år hos Ishøj - ligesom han havde gjort det forinden i de mange 2. divisionsklubber, han har repræsenteret. Foto: Jeppe Lodberg

En af de største profiler i 2. division i 2010’erne - bomberen Christian Offenberg - stopper nu i Ishøj. Og det efter tre et halvt år, hvor han pudsigt nok aldrig nåede at spille i netop 2. division med de rød-sort-stribede.

Men han “afleverer” et Ishøj-hold, der som oprykker i 3. division overvintrer på en solid femteplads, og dermed kan den 34-årige angriber vel også med god samvittighed takke af for vestegnsklubben.

Det er i hvert fald ganske tydeligt, at Ishøj har været særdeles tilfredse med og glade for “Offe”, som han ofte bare kaldes blandt venner. Det skinner markant igennem på det opslag, som klubben fredag lagde op på sin Facebookside:

“Vi vil herfra gerne meddele, at Christian Offenberg efter gensidig forståelse, stopper i Ishøj IF.

Offe kom til klubben samtidig med cheftræner Erdogan Aslan i sommeren 2019 og har været én af de vigtigste faktorer i Ishøj IF’s vej mod divisionerne.

Offe har lavet et utal af mål i den rød-sorte trøje og er gået forrest i hver eneste kamp han har deltaget i. Derudover har han menneskeligt og socialt været en utrolig vellidt personlighed i både klubben og blandt fansene.

Uden Offe var drømmen om divisionsfodbold måske slet ikke lykkedes. Alt har dog også en ende og æraen med Offe slutter desværre her. Vi ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden, det fortjener han om nogen.“

Christian Offenberg har tidligere i karrieren, som nævnt, spillet et hav af 2. divisionskampe, hvor han hér nåede at spille for først og fremmest Avarta, men også med flere gode år for Egedal (et par af dem dog i DS) og for HIK.

I indeværende sæson har angriberen dog døjet rigtig meget med skader, og da dåbsattesten afslører, at han netop har rundet de 35 år, er det måske ved at være slut for “Offe” med elitefodbold.

Hvem ved - det må den nærmeste fremtid vise.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...