Lille baby August Aagaard Hoffmann er Høje-Taastrup Kommunes borger nummer 55.000, og det blev mandag markeret i Augusts og hans forældre Sofie Hoffmann og Patrick Aagaard Frandsens fælles hjem, som parret flyttede ind i denne sommer.
Ganske uvidende om, at han har udløst et besøg fra fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck, ligger den knapt en måned gamle dreng i sin fars trygge arme, mens hans mor tager imod medbragte gaver.
- Det er da meget sjovt, og det kom lidt bag på os, at man ville fejre det, siger Sofie Hoffmann.
Udover blomster til mor og far, er der en bamse til August, en invitation til babysvømning med tilhørende badebukser og badeble og en bog fra bibliotekerne. Samt ikke at forglemme et evigt minde i form af et diplom.
Markering af befolkningstilvækst
I disse år er der stor befolkningstilvækst i Høje-Taastrup. Alene i år 2022 er et par tusinde flyttet til kommunen - i januar 2022 lød befolkningstallet på 53.053, og en prognose fra august viser, at man regner med at være oppe på 55.548 indbyggere i Høje-Taastrup i januar 2023.
Tallet stiger især på grund af de nye bydele, der vokser frem. Men altså også i Fløng, hvor August bor. Og da det særligt er børnefamilierne, man gerne vil tiltrække fra kommunens side, har man valgt at markere borger 55.000, for man er glade for de mange nye indbyggere.
- Vi er en udviklingskommune, som gerne vil tiltrække børnefamilier, og når nu borger nummer 55.000 er en lille nyfødt baby, så er det oplagt at markere, siger Kurt Scheelsbeck.
August er født den 24. november i år. Hans forældre er opvokset i Taastrup, og mødte hinanden for 10 år siden som elever på Høje-Taastrup Gymnasium, hvor de fik et godt øje til hinanden i spansktimerne.
- Vi er begge to fra Taastrup, hvor vi har boet i en lejlighed sammen, men vi trængte til lidt luftforandring, og her i Fløng er der netop masser af luft og grønt omkring én, og det er vores oplevelse, at det er et familievenligt kvarter, vi bor i, fortæller Patrick Aagaard Frandsen.
Sofie Hoffmann smiler, da hun åbner pakken med de små badebukser i babystørrelse, og hun fortæller, at de allerede har talt om, at August skal gå til babysvømning.
Selvom de begge understreger, at han til den tid helt selv må bestemme, så håber hans forældre også, at han vil gå til fodbold - en sport de begge selv er meget glade for.
- Forhåbentligt kommer han til at spille fodbold her i Fløng, det er oplagt, fordi vi begge to har spillet fodbold, fortæller forældrene.
Men nu og her skal lille August holde sin første jul. Den kommer til at foregå sammen med hans forældre og samtlige bedsteforældre, der alle er stolte og glade for det nye familiemedlem.


