Stor gallaåbning: MovieHouse i Helsingør slog dørene op til masser af luksus

Borgmester Benedikte Kiær (K) klippede det røde silkebånd, mens biografejer Michael Obel erklærede MovieHouse Helsingør for åben. Foto: Trine Lønbro Nielsen

Borgmester Benedikte Kiær (K) klippede det røde silkebånd, mens biografejer Michael Obel erklærede MovieHouse Helsingør for åben. Foto: Trine Lønbro Nielsen

Persiske tæpper, caféborde i marmor og lysekroner, som ingeniører har måttet hjælpe med at hænge op i loftet af hensyn til deres kampvægt på omkring de 250 kilo stykket, tog sammen med biografejer Michael Obel imod de mange gæster, der mandag aften deltog i den store gallaåbning af MovieHouse i Helsingør.

I fire måneder har Cinema Center været under forvandling: Fra at være den traditionelle biograf til en mere ekstravagant en af slagsen, der skal puste til endnu mere hygge og gøre biografoplevelsen til mere end halvanden times filmsening.

- Vi vil rigtig gerne give folk en endnu bedre oplevelse, når de går i biografen. Det er jo typisk sådan, at hvis man tager på date i en biograf, så går man ind og sætter sig til rette, og får slet ikke talt sammen. Vi kunne godt tænke os at skabe et rum, som taler mere ind i en helhedsoplevelse, hvor en del af oplevelsen også er alt det, der sker før og efter filmen. Derfor har vi eksempelvis lavet en café, hvor man kan hygge sig med et godt måltid eller lidt at drikke inden, forklarer Michael Obel.

Klipper silkebåndet

Det er i den nye café, at de fleste af gæsterne har taget plads. Her er linet op med charcuterie, en god omgang chili con carne og gode glas vin. Folk taler med hinanden på kryds og tværs, mens et liveorkester sætter stemningen med muntre toner. Om lidt bliver hele herligheden officielt indviet ved en tale af Michael Obel efterfulgt af borgmester Benedikte Kiær (K), der klipper det røde silkebånd.

- Vi er meget glade for at være en del af Helsingør Kommune. Vi har netop overstået et folketingsvalg, hvor kulturen fyldte meget lidt, og så er det altså dejligt at have hjemme i en kommune, der vægter kultur rigtig højt. Det sætter vi meget pris på, lød det fra Michael Obel, der herefter lod Kiær føre saksen.

- Jeg vil nu erklære biografen for åben, tilføjede han så, mens de mange gæster klappede.

Endnu mere hygge

Det var med ambitionen om at sætte Helsingør på verdenskortet, at Tatjana og Michael Obel besluttede sig for at gennemrestaurere biografen. I det seneste årti havde de set, hvordan så mange andre brancher blev udfordret af den stigende digitalisering, mens biograferne aldrig rigtig blev ramt. Og det til trods for, at et utal af streamingtjenester og forbedret teknologi har rykket den gode filmoplevelser helt ind i stuerne hos flere og flere danskere.

- Vi oplevede, hvordan folk stadig gerne ville betale for at se filmen i biografen, og her var vi ret overbeviste om, at det har noget med den hygge og det fællesskab at gøre, som biograferne indbyder til. At man sammen tager sig tiden til at gå ind i biografen. Den tilbøjelighed ville vi gerne understøtte med endnu mere hygge, forklarer Michael Obel.

De store oplevelser

Fra den store café bliver gæsterne ledt ind i den store biografsal, der ligesom de andre sale er blevet indrettet på ny med velourbeklædte luksus-liggestole og et lille bord med en bordlampe. På den måde kan man nemt kan tage sit vinglas eller sin cappacino helt med ind i salen.

Det er her, at Michael Obel præsenterer dagens film: Forpremieren på ’Elsker dig for tiden’, som skuespillerne, forfatterne og instruktørerne Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag står bag. Og hvilken bedre måde at præsentere den på end med et live interview direkte i salen med netop dem?

- Hvem er I egentlig?, indleder Michael Obel.

- Jo, nu skal du høre. Jeg er opvokset i..., siger Julie Rudbæk i sjov og får salen til at grine.

Den bedste teknologi

Foruden den nye café og den nye interiør, der også tæller hamambade-vaske fra Istanbul, en stor pejs fra Provence og kunst af blandt andre Per Kirkeby, har Tatjana og Michael Obel også investeret i endnu bedre teknologi.

Husets fem biografsale er således alle blevet udstyret med kraftfulde QSC-højtalere og forstærkere, der drives frem af den verdensberømte Dolby-teknologi. Den nyeste og skarpeste 4K True Colour Laser projektion sikrer desuden en fantastisk billedgengivelse i det bredeste cinemascope-format.

- Vi har gjort vores allerbedste for at give Helsingør et helt nyt sted at mødes - og vi har et ønske om, at stedet her også skal byde på alle mulige andre kulturelle begivenheder, som foredrag eller koncerter, siger Michael Obel.

Forpremieren

Til den muntre titelmelodi ’Elsker dig for evigt’ af Lars H.U.G kan gæsterne nu læne sig godt tilbage i luksus-liggestolene - endnu klogere på filmen og ikke mindst skabernes tanker bag den.

Et par kvinde fødder i smukke høje hæle og omkranset af en lang hvis kjole går henover lærredet - langsomt op gennem smukke efterårsblade. Måske for at sige et vigtigt ’ja’?

Billedet afbrydes af teksten ’ELSKER DIG FOR TIDEN’.

  • Michael Obel er biografejer og filmproducent og har et langt CV bag sig i filmbranchen.
  • Han er født i en biograf i Nordjylland, og for 20 år siden gik han ind i sit første biografprojekt i Helsingør sammen med et par kollegaer, fordi han havde en drøm om at trække sig tilbage som billetkontrollør i egen biograf.
  • Biografen i Helsingør var den første nybyggede biograf i Danmark oven på biografkrisen i 80’erne. Helsingør-biografen blev en succes og var med til at starte en bølge af renoveringer af eksisterede biografer rundt omkring i landet, ligesom flere andre begyndte at bygge nye biografer.
  • Michael Obel har arbejdet ti år på Nordisk Film og har produceret knap 40 spillefilm som selvstændig filmproducent i Thura Film, hvor Ole Bornedals ”Nattevagten”, ”Min Søsters børn”-serien og Bille Augusts film ”En sang for Martin” er blandt titlerne. Herudover har Obel også produceret film i Hollywood for blandt andre Harvey Weinstein; Disneys Miramax.
  • Obel har sat filmproduktionen på kunstpause, imens han og hustruen Tatjana Obels drøm om at skabe den personlige og hyggelige biografoplevelse leves ud i livet.
  • Biografejer Michael Obel ejer biografer i Helsingør, Hjørring, Slagelse, Ringsted og Hellerup.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...