Vestjysk radikal slider blev ikke genvalgt

Med en baggrund i skoleverdenen og job i "den kreative klasse" er vestjyske Kathrine Olldag prototypen på en radikal politiker. Tirsdag fylder hun 50 år.

Med en baggrund i skoleverdenen og job i "den kreative klasse" er vestjyske Kathrine Olldag prototypen på en radikal politiker. Tirsdag fylder hun 50 år.

Livet som folketingsmedlem kan være berusende, men også frustrerende, hvis det hele bliver taget fra én trods hårdt slid.

Det skete for Kathrine Olldag, der kun nåede at sidde i en periode, da hun mistede sit vestjyske mandat ved valget, hvilket hun har beskrevet som "et ordentligt slag".

Hun markerede sig som skatteordfører og er ærgerlig over, at hun ikke blev færdig med forhandlingerne om ludomani og CO2-afgifterne på landbrug, som først ventes at få en afklaring i det nye år.

Tirsdag fylder hun 50 år.

Olldag er datter af kunstmaler og keramiker John Linaa Nielsen og skolelærer Solvejg Kjeldsen. Hun er opvokset i Døvling nær Herning og er vestjysk ind til benet.

Hun er kandidat i kunsthistorie og visuel kultur og har brugt en stor del af sit liv på at undervise børn og unge og har været med til at opbygge en talentskole i Næstved.

Olldag har beskrevet sig selv som en "irriterende elevrådsformandstype", som for eksempel stod for at arrangere Operation Dagsværk.

Springet ind i politik blev blandt andet briternes udtræden af EU og Donald Trumps valgsejr i USA.

Første gang, hun blev valgt til Folketinget, var i 2019, hvor hun blev udnævnt til skatte- og kommunalordfører. Siden fik hun også de tunge poster som udlændinge- og integrationsordfører.

Olldag har især været aktiv i debatten om hjemsendelse af syrere og talt for at sikre permanent ophold for unge født og opvokset i Danmark. Hun har været med i aftaler om genopretningen af Skat og opstramning af momskontrol, hvidvask og skattely.

Arbejdsugen i Folketinget nåede ofte 60 timer, og derfor har de personlige relationer været forsømt.

- Det er som at tabe et puslespil med 15.000 brikker på gulvet, som skal startes forfra og danne et nyt billede. Det er ret hårdt fysisk, mentalt og eksistentielt at blive stemt ud, har hun sagt til Jyllands-Posten.

Tiden i politik har været givende, men "enormt opslidende", og derfor vil hun nu blandt andet til at løbe ture for at få sin grundform tilbage.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...