“Bemærkelsesværdigt, smukt og elegant – fanger hele julen i et vindue.” Sådan lød en af de mange kommentarer til Cornelius K Optiks flotte julevindue.
Det er Handelsforeningen Kongens Lyngby, der igen i år har udskrevet konkurrencen om at kåre ”Årets Flotteste Julevindue”. Sidste års vinder var Magasin, men de måtte i år se sig slået af Cornelius K Optik på Klampenborgvej. Igen fristes man til at sige, for det er faktisk tredje gang, at optikeren vinderen.
”Det er en ære igen i år at blive kåret til Årets Flotteste Julevindue” af kunderne, udtaler Annette Holmstrøm, der er ejer af Cornelius K Optik sammen med Daniel Back.
Det er optikværtinde Tina Bech, der står bag både idéen og udsmykningen af det flotte vindue. Tina har pyntet vinduer i mange år, da hun og hendes mand tidligere har haft et dekorationsfirma.
Temaet i vinduet har i år centreret sig om ’koglen’.
Julestemning
Med til julen hører også julestemning. Så som noget nyt kunne man derfor i år også stemme på det, man syntes havde den bedste julestemning i byen.
Her var det Helse- & Idrætsklinikken på Ulrikkenborg Plads, der blev en overbevisende vinder.
Det er første gang i år, at ejer Jan Nordkvist har gjort noget ekstra ud af julen. Hans store vinduesparti er dekoreret med julepynt, der både er nyt, gammelt og især genbrug, som han har fundet i genbrugsbutikker.
Grunden til at han i år har valgt at gøre noget særligt ud af hans udstillingsvindue var egentlig med ønsket om at give folk julestemning og noget at kigge på, når de, særligt i weekenderne, står i lange køer til bagerbutikken KRÆS ved siden af.
Men det er ikke kun den udvendige juleudstilling, der har gjort Helse- & Idrætsklinikken til vinderen – for kunderne har også bemærket, at julestemningen fortsætte inde på klinikken.
peb

