Der tilflyder sædvanligvis en 18-årig fødselar et væld af gaver. Men når man er kronprinsesse til Danmark og tronarving er der ikke noget at sige til, at gaverne er af en lidt anden karakter end for den gængse 18-årige.
Således giver De samvirkende danske Landboforeninger 16. april 1958 skødet på en ægte dansk bondegård med maskiner og ansatte til Margrethe 2. på hendes 18-års fødselsdag.
Gården hedder Nordgaarden og ligger ved Allindemagle nord for Ringsted.
For enden af en lang, gruset indkørsel på Allindemaglevej står den trelængede terrakottafarvede gård med en lade bygget til mod syd og stuehuset i røde mursten overfor.
Af en artikel fra 1958 i Landsbladet, der nu hedder LandbrugsAvisen, fremgår det, at ”hensigten med gaven er at knytte prinsessen aktivt til vort hovederhverv, og på sin gård kan hun få et godt kendskab til landbrugets forhold”.
Inden prinsessens fødselsdag havde regentparret beset gården og godkendt den.
Har været der en del
Valget faldt på Nordgaarden, fordi den ikke er ”længere fra hovedstaden, end at hun kan nå derud på en times tid”.
Og hun brugte den da også jævnligt.
Det fortæller Ingvar Pedersen, der overtog gården i 2013 og bor der i dag.
– Hun brugte den godt nok kun som sommerhus, men hun har været der en del, forlyder det, når jeg snakker med folk, der har boet længe på egnen, siger Ingvar Pedersen, der har fået fortalt og selv undersøgt historien om dronningens tid på Nordgaarden.
Han tror dog ikke fuldt og fast på den officielle forklaring om, at dronningen skulle knyttes tættere til landbruget.
– Jeg tror, hun skulle have et sted, hvor der ikke var seks meter til loftet og marmor på gulvet. Og få et indtryk af landet med kornblomster, heste, grise, køer og får som modstykke til det, hun kom fra. Men jeg tror mere på, at hun skulle have et sted, hvor hun i fred og ro kunne være lidt teenager og kunne kurtisere med en potentiel kæreste eller kommende mand. Og det lykkedes jo også til sidst, siger Ingvar Pedersen med henvisning til Henri de Monpezat og Margrethe 2.s forlovelse i 1966 og giftemål i 1967.
Standseforbud
Blandt rygter og løs snak fortæller Ingvar Pedersen også en lille historie, som, han mener, er officiel. Prinsessen var så interessant, at folk valfartede til gården for at få et glimt af hende.
– Folk kom kørende i busser og holdt ved vejen. Så blev der sendt nogen derned (ned ad indkørslen, red.), og så havde man mulighed for at sidde i bussen og se ned på prinsessen, når hun var på ferie. Dengang var der ikke træer til at skærme for udsynet. Til sidst måtte politiet lave et standseforbud på Allindemaglevej, siger Ingvar Pedersen.
I 12 år var Nordgaarden kronprinsessens sommerbolig. Gården er fra 1900 og består af cirka 400 kvadratmeter beboelse, 330 kvadratmeter portnerbolig, et par hundrede kvadratmeter gildesal, hestestald, lade og garager. Dertil var der ved dronningens overtagelse 86 tønder land med dyr.
Har udsmykket døre
I 1970 sælger Margrethe 2. gården. Men der er stadig spor efter hendes 12 år.
På førstesalen er tre døre udsmykket med blomstermalerier malet af den senere dronning. Hun har – ifølge Ingvar Pedersen – også designet pejsen i stuen og et garderobesystem.
– Det er det, der er tilbage af, hvad hun har lavet, som har karakter.
Ingvar Pedersen glæder sig over, at dronningen har haft residens på hans gård.
– Jeg synes, det fylder meget. Det har jeg haft meget sjov med. Det var ikke, fordi jeg specielt ønskede mig noget royalt, men efterhånden er den historie blevet hypet lidt. Det er jo ikke alle bondegårde, som vores dronning har boet på gennem 12 år, siger Ingvar Pedersen.
Han fortæller også en historie fra 2014, hvor hans advokat var til fest med dronningen og kom til at sidde ved siden hende. Advokaten nævnte, at en af hans klienter ”har købt Nordgaarden, som De skulle have været i besiddelse af”.
– Ja, det er sådan et dejligt lille sted, skulle dronningen have svaret.
Og da advokaten spurgte ind til blomstermalerierne på dørene:
– Ja, det er sandelig også mig.
Sat til salg
I dag står gården mere eller mindre som i dronningens tid. Landbrugsjorden er solgt fra, men der er stadig en mose, lidt eng, en lille skov og en lille sø. Gården er nu ”en ren lystejendom til hest og jagt”, fortæller Ingvar Pedersen.
Han driver firmaet BG Jagt og Natur fra Nordgaarden. Det er et lille jagtfirma, hvor han lejer jagt på tilstødende jorde. Her er råvildt, dåvildt, fasaner og ænder.
Der har tidligere været heste opstaldet på gården, men det er der ikke i øjeblikket. Faciliteterne er der ellers med ridebane og folde til 10 heste.
Og området passer godt til det med Allindemagle Skov og Gyrstinge Sø ikke mange hundrede meter væk.
Der ligger også en gammel tilladelse til at bygge et ridehus, som endnu ikke er udnyttet.
Men det bliver ikke Ingvar Pedersen, der kommer til indfri tilladelsen. Han er blevet 62 år og går snart på pension. Han vil til København og nyde dit otium og har derfor sat gården til salg.
– Jeg vil da slå på, at det er majestætens gamle sommerhus. Det bliver den nok ikke billigere af, siger Ingvar Pedersen.
Første kvartal af 2022 bød også på disse interessante historier:







