Filmanbefaling: Den perfekte chef bliver taget under kærlig behandling

Alt er godt på overfladen i familiefirmaet Básculas Blanco, men så slår idyllen sprækker. Foto fra filmen

Alt er godt på overfladen i familiefirmaet Básculas Blanco, men så slår idyllen sprækker. Foto fra filmen

Javier Bardem indtager med gråsprængt, tilbageslikket hår den titulære rolle som ‘Den perfekte chef’ i Fernando León de Aranoas spiddende arbejdsplads-satire, der allerede har gået sin sejrsgang i hjemlandet Spanien og som torsdag får premiere i begge Gentoftes biografer.

Blanco (Bardem) er direktør for familieforetagendet Básculas Blanco, der producerer og forhandler vægte til industriel brug. Firmaet er med i opløbet om at modtage en pris for dygtig forretningsdrivelse, og de har gode chancer, så længe alle tangenter stemmer, når en komité i løbet af ugen kommer på visit.

Det ligner en smal sag i begyndelsen, hvor Blanco højtideligt beretter om sine familiære følelser for medarbejderne: “De relationer, vi skaber her, går langt ud over, hvad der står i kontrakterne.”

Men knap har ordene forladt hans mund, før overfladen begynder at krakelere. En afskediget medarbejder begynder at protestere foran selskabets hovedindgang, Blancos højre hånd går i hundene over ægteskabelige problemer – og så er der firmaets nye marketingpraktikant, Liliana (Almudena Amor), som Blanco har svært ved at holde sig fra.

Pludselig klinger familiefortællingen mere hult, og spørgsmålet er, hvor langt Blanco vil gå for at genoprette den balance, hele hans renommé hviler på.

'Den perfekte chef’ er skrevet og instrueret af Fernando León de Aranoa og var Spaniens kandidat til Oscar-uddelingen 2022. Filmen slog rekord med 20 nomineringer ved Goya-uddelingen i februar, hvoraf den vandt hele seks priser, heriblandt for bedste film, instruktør og mandlige hovedrolle.

jbl

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...