Siden Aldi meldte ud, at de solgte en stor del af deres butikker til REMA 1000 har skæbnen for Aldis butik på Roskildevej været ukendt, for med en REMA 1000 i baghaven, ville det ikke være ret sandsynligt, at Aldi på Roskildevej ville overgå til en ny REMA 1000.
Nu er der nyt i sagen, for tirsdag meddelte Aldi i en pressemeddelelse, at butikken lukker sammen med 58 andre på landsplan.
Hvad der derefter skal ske med butikken vides endnu ikke, men butikken er ikke blandt de femten butikker, som Aldi er i dialog med andre dagligvare forretninger om at sælge videre.
Interesse er der dog, men kortene holdes tæt til kroppen.
“Vi er i dialog med en anden aktør omkring evt. overtagelse af lejemålet på Roskildevej 250,” lyder det kortfattede svar fra Aldis pressetjeneste på spørgsmålet om, hvad der skal være på lejemålet, når Aldi lukker.
Fyringer uundgåeligt
ALDI holder fortsat åbent i alle 188 butikker, men i kølvandet på beslutningen om at trække sig fra det danske marked begynder kæden sidst i januar at lukke de 59 butikker, som ALDI ikke forventer at finde købere til.
Baggrunden er de tyske ejeres beslutning om at forlade det danske marked og overdrage 114 butikker og 3 logistikcentre til REMA 1000 senere i 2023, når de danske konkurrencemyndigheder ventes at godkende transaktionen.
“Her og nu er vores fokus at fastholde vores loyale og dygtige medarbejdere i butikker og logistik, så vi kan give kunderne en god oplevelse både hen over jul og nytår og lige til det sidste i 2023,” siger Finn Tang, administrerende direktør i ALDI Danmark.
Aftalen med REMA 1000 sikrer ansættelse til omkring 1.600 af ALDI Danmarks cirka 2.800 medarbejdere, mens salg af de resterende butikker potentielt kan sikre ansættelse for op til 180 medarbejdere. Lukningen af de 59 butikker i januar-februar ventes at medføre afskedigelse af 625 medarbejdere.
”Vi gør vores bedste for at hjælpe og støtte de medarbejdere, som snart skal finde nyt job. I den forbindelse glæder jeg mig over den store interesse fra andre i branchen for de dygtige kolleger, som vi desværre må opsige,” siger Finn Tang.
Sidste åbningsdag for Aldi på Roskildevej bliver den 26. januar 2023.