Af Mette Henriksen, stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv
Der har gennem tiden været en tæt forbindelse mellem kongefamilien på Sorgenfri Slot og Lyngby-Taarbæk.
Mange borgere har fulgt med i livet på slottet, særligt i den periode hvor Christian den 10. (1870-1947) og dronning Alexandrine boede her.
Flyttede ind som nygifte
Der blev fra starten taget godt imod det unge kronprinspar, da de som nygifte i 1898 flyttede ind på Sorgenfri Slot.
På ankomstdagen blev de modtaget af borgerne i Lyngby-Taarbæk med optog, musik, sang, faner - og mange fine taler.
Den unge prinsesse faldt hurtigt til, og parret blev meget populære i Lyngby. I de følgende år voksede den lille familie, da de to sønner blev født på Sorgenfri Slot: i 1899 kom Frederik (senere Frederik den 9.) til verden og i 1900 Knud (arveprins).
I 1912 blev Christian konge, og sommeropholdene på Sorgenfri Slot blev kortere.
Ankom med tog
Borgerne fulgte tæt med i livet i den royale familie, som færdedes mange steder i kommunen.
Det var ikke et ualmindeligt syn at opleve kongefamilien ankomme på Lyngby Station og køre det sidste stykke vej i hestevogn til slottet. På billedet er den kongelige familie på en kane- og kælketur i den smukke snedækkede slotshave.
Når den royale familie boede på slottet om sommeren, gik de til gudstjeneste i Lyngby Kirke. Endvidere er Christian den 10. ikke blot kendt for sine rideture rundt i Københavns gader under besættelsen, men også for de rideture som han satte så stor pris på her i Lyngby-Taarbæk.
Under besættelsen 1940-1945 blev kongen til hest et nationalt samlingspunkt.
Da prins Knud i 1933 giftede sig med prinsesse Caroline-Mathilde, fik de bolig i Kavalerfløjen. Efter Christian den 10.s død i 1947 flyttede de ind på selve slottet, hvor de boede indtil deres død i henholdsvis 1976 og 1995.
