Af Peter Madsen, kulturanmelder på Villabyerne
’Mig, mig, mig, eller hvordan jeg forsøgte at redde verden’ hedder en ny bog af og med kunstneren og Gentofte-borgeren Kristian von Hornsleth, der udkom på forlaget Alpha for nylig. Skribenten Mikkel Boris har været ghostwriter på bogen. Titlen fortæller for undertegnede ganske glimrende og uddybende, hvad bogen overordnet handler om.
Bogen er velskrevet med klare linjer, og siges skal det ,at man ikke keder sig under læsningen. Blot mættes man af den tydelige selvfokusering og en slags “det turde jeg sørme gøre”- tendens. Som er forfatteren selv benovet over sine egne happenings.
Man griner vist lidt af folk i den verden og nyder deres forargede reaktioner. Tydeligt kommer det frem i en episode, hvor Hornsleth har fået en prostitueret med på et meget vovet fotojob. Efterfølgende følte han et vist ubehag ved, at det gik for vidt, men han har, som han skriver, lyst til at gøre det igen... Kunst?
Allerede fra bogens begyndelse står det klart, at hovedpersonen er stærkt optaget af sig selv og sine forskellige udladninger og af og til mærkværdige happenings.
Han omtaler i bogens begyndelse den hændelse, han selv mener, satte gang i hans kunstneriske virke. Han var blevet inviteret til at deltage i en fodboldkamp i skolen som 10-årig, selvom han hadede fodbold og det, at nogen talte om fodbold. Da bolden kom til ham, sparkede han den i eget net. Selvmål!
Det syntes han efterfølgende var en kunstnerisk begavet begivenhed og opfatter den som begyndelsen på kunstnerkarrieren som nævnt. Undertegnede snublede engang over en trærod, men fik ikke samme associationer.
Selvsmagen trænger igennem
Selvfølgelig er en selvbiografi en gennemgang af forfatterens liv på godt og ondt. Sådan vil det altid være.
Blot skal man nok passe på, at bogen ikke bliver for selvsmagende, hvilket denne har stærke tendenser til at være. Der går “nøj- hvor-er-jeg-god-og-fiffig“ i den, og det er bestemt også tilfældet her. Det er som om den mindste hændelse bliver til et kunstværk, og den tendens kendes fra rebellerne Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen.
Det føles som om, Hornsleth står på nakken af dem og ligefrem plagierer deres af og til vanvittige optrin. Jeg tror ligefrem, at de to rebellers “optræden” på Det Kgl. Teater hvor de stoppede forestillingen med skralder og fløjter, for Hornsleth må stå som et af de største kunstværker i historien. Havfruehalshugningen er med i den morsomhed.
Forarget? Nej, mere undrende over, hvad der skal til for forfatteren for at finde kunstværker. Set i det lys bliver rockere og kriminelle jo nogle af de største kunstnere, verden har set. Og undertegnede er nok hoppet på forfatterens kunstlimpind, og anmeldelsen her er i så fald også at betegne som et kunstværk.
Træd i en tiger-hømhøm
Hornsleth ser ifølge bogen ud til at være fanget i et rebelsk promoverings-traume, hvor det der er provokerende, med et slag er et kunstværk. Træd i en tiger-hømhøm, og et kunstværk er skabt.
Det ser ud til, at forfatteren har det godt med det og lever i den selvskabte tihi-verden og beskuer verden som uinteressant i sig selv. Det er en holdning, han kan have personligt, men den ser for mig uvedkommende ud for andre.
Provokationer kan alene være noget, man selv får noget “se, hvad jeg turde” ud af, ikke andre. Det er svært at stille sig i fnisekøen i den forbindelse. “Tænk, turde du det?”
Som skrevet er bogen faktisk velskrevet og fortællende med et godt flow og derfor ret interessant at læse, men holdningerne er for skoleklasseagtige og de forskellige kunsthappenings for pubertetsbetonede.
Det må der gives tre “kunstværksstjerner” for.
