På trods af udfordringer undervejs med stigende priser og færre deltagere end forhåndstilmeldingen viste, så kommer Spejdernes Lejr 2022 ud med et lille overskud på 3,5 millioner kroner. Der er ud af en omsætning på 94 millioner kroner.
Det skriver Spejdernes Lejr på deres hjemmeside og på Facebook.
- Vi synes egentlig, alt taget i betragtning, at regnskabet ligger flot inden for skiven. Her bagefter er der selvfølgelig noget, vi kunne have ønsket anderledes. Før lejren talte vi om, at vi eksempelvis gerne ville give alle deltagere frugt hver dag, ligesom vi også ønskede flere shuttlebusser mellem lejren og vores tre samarbejdskommuner. Med så stor en udendørs begivenhed, hvor der i budgettet blandt andet skal tages forbehold for vejrlig, el- og vandforbrug, der først kendes efter lejren, så er vi godt tilfredse. Vi og deltagerne havde en super god lejr og giver stafetten godt videre, lyder meldingen fra lejrcheferne Charlotte Flaskager og Morten Lykkeberg.
Spejdernes Lejr 2022 havde budgetteret med en omsætning på godt 100 millioner kroner. I løbet af foråret mødte lejrorganisationen nogle store udfordringer, da inflationen betød prisstigninger på en række af de varer, som lejren skulle købe, særligt på mad, brændstof og lignende.
Derudover blev deltagerantallet også ramt af eftervirkningerne fra corona-nedlukningerne i Danmark, så lejren fik færre endelige deltagere end hvad forhåndstilmeldingen viste i januar. Andre store events i Danmark oplevede det samme.
På den baggrund blev der i lejrorganisationen brugt en del kræfter hen over foråret på at nedbringe en række udgifter, uden at det måtte gå ud over spejdernes lejroplevelse. Et arbejde der fortsatte helt frem til under lejren.
Mindre vand, el og benzin
Det gode vejr betød, at der ikke blev brug for de penge, der var sat af i budgettet til situationer med både regn og flere dages hedebølge.
Udgifterne til blandt andet el og brændstof blev også mindre, takket være en god indsats fra de lejrfrivillige, som både gavner klimaet og regnskabet. Deltagerne formåede også at reducere deres vandforbrug væsentligt sammenlignet med tidligere lejre ligesom gode, fleksible leverandøraftaler holdt udgifterne nede.
Overskuddet vil blive brugt til at udvikle spejderaktiviteter.
Ud over det sidste med regnskabet, arbejder lejrorganisationen også med at få afsluttet evalueringen af Spejdernes Lejr 2022, så erfaringerne kan benyttes til planlægningen af de fremtidige Spejdernes Lejre.
