Birkerød Svømmehal lukker midlertidigt

Der var både beredskabsvogne, politi, ambulancer og brandvæsen til stede foran Birkerød Svømmehal onsdag den 23. november, hvor et kloruheld har lukket svømmehalen midlertidigt. Foto: presse-fotos.dk

Der var både beredskabsvogne, politi, ambulancer og brandvæsen til stede foran Birkerød Svømmehal onsdag den 23. november, hvor et kloruheld har lukket svømmehalen midlertidigt. Foto: presse-fotos.dk

Efter sidste uges kloruheld, hvor en klortank var lækket, har Rudersdal Kommune besluttet at lukke Birkerød Svømmehal midlertidigt.

Det var onsdag i sidste uge, den 23. november, at Birkerød Svømmehal midlertidigt lukkede på grund af et kloruheld, hvor en klortank var lækket.

Efterfølgende har Rudersdal Kommune bedt Teknologisk Institut om at gennemgå svømmehallen både med henblik på at finde årsagerne til uheldet og for at sikre, at forholdene omkring svømmehallen er betryggende og lever op til myndighedernes krav.

”Det er en dybt beklagelig situation, men vi vil under ingen omstændigheder udsætte svømmehallens brugere for risiko,“ fortæller direktør i Rudersdal Kommune, Iben Koch, i en pressemeddelelse.

Rudersdal Kommune har på baggrund af gennemgangen valgt at lukke svømmehallen midlertidigt og med øjeblikkelig virkning indtil der er skabt sikkerhed for, at svømmehallen lever op til alle myndighedernes krav.

Det betyder, at al svømning er aflyst indtil videre og at et svømmestævne planlagt i den kommende weekend aflyses.

“Vi vil nu sammen med Teknologisk Institut gennemgå forholdene systematisk og udbedre eventuelle fejl og mangler i den udstrækning der er behov for det. Vi håber, at vi meget snart kan genåbne svømmehallen,“ siger Iben Koch.

Der kan på nuværende tidspunkt ikke oplyses om, hvornår svømmehallen åbner igen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...