Hvorfor er der ikke solceller på kommunens bygninger?

På det nuværende rådhus i Høje-Taastrup er der allerede solceller. Foto: Skråfoto

På det nuværende rådhus i Høje-Taastrup er der allerede solceller. Foto: Skråfoto

Sådan var budskabet fra de røde partier på årets sidste byrådsmøde i 2022, da Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fremsatte et forslag om, at man bør arbejde på, at der kommer flere solceller på kommunens bygninger.

For indtil for nylig har det været både dyrt og besværligt for kommunerne at arbejde i den retning, fordi der er en række bureaukratiske krav forbundet med det.

- I stedet for at vi ude i kommunerne begynder at opsætte solceller, skal vi først lave forskellige undersøgelser, der munder ud i rapporter, som afstedkommer notater, der belyser indholdet af undersøgelserne.

- Det betyder, at der går et par år, inden der bliver opsat solceller. Det hænger desværre ikke sammen med den grønne omstilling, vi alle, og ikke mindst alle partier på Christiansborg er så optaget af, sagde Thomas Bak (S) til byrådsmødet, mens han kollega i rød blok Emil Viskum (EL) supplerede.

Gang i omstillingen

- Vi skal have gang i den grønne omstilling og udbygge den vedvarende energi. Det er et fælles ansvar at opsætte solceller på kommunale bygninger. Indtil nu har der været store bureaukratiske benspænd, men der blæser heldigvis nye vinde, og det er gjort en smule lettere, sagde han.

Nylige regelændringer gør det en anelse mindre bureaukratisk og mere rentabelt for kommuner at opsætte solceller.

Alle partier med

I byrådssalen var der overordnet god opbakning til forslaget.

- Vi deler opfattelsen af, hvad vi vil med vores klima og den grønne omstilling, og det er fuldstændig vanvittigt med det bureaukrati, der er, så det vil vi gerne arbejde videre med, sagde Henrik Torning (K).

Han henledte opmærksomheden på, at der i kommunens klimaplan allerede er fokus på at undersøge muligheden for solceller på nybyggede kommunale bygninger. Og i forvejen er der solceller på nogle af kommunens tage - blandt andet det nuværende rådhus.

Også Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er med på, at der arbejdes videre med forslaget.

Medunderskriver på fælles brev

Kurt Scheelsbeck (K), den fungerende borgmester, fortalte, at han i begyndelsen af december fik en henvendelse fra sin borgmesterkollega Birgit S. Hansen (S) i Frederikshavn, som ønsker, at samtlige borgmestre fortæller alle folketingspolitikerne om kommunernes bureaukratiske udfordringer ved at få flere solceller på bygningerne.

“Solceller på kommunale tage er en god ide, og allerede nu burde tagene være fyldt med solceller. Men det er de ikke. I kommunerne er vi ellers klar. Som landets største bygningsejere har vi en stor mulighed for at skabe grøn energi. Vi skal udnytte muligheden og potentialet for at etablere op mod 1 GW solcellekapacitet på eksisterende offentlige tage, hvoraf hovedparten af potentialet ligger hos kommunerne. Men for at få det til at ske, har vi meget brug for din og de andre folketingsmedlemmers handlekraft. For der er en række barrierer, som forhindrer den gode ide i at blive til virkelighed,” lyder det i brevet fra Birgit S. Hansen.

Den har Kurt Scheelsbeck valgt at være medunderskriver på.

- Det er ret uproblematisk, at vi er med på det brev. Nu beder vi folketingsmedlemmerne om at kigge på, om det ikke skal være mindre bøvlet for kommunerne at sætte solceller op, siger Kurt Scheelsbeck.

Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9976

Fløng Skole

Charlotteskolen

Høje-Taastrup Rådhus

Taastrup Svømmehal

Taastrup Kulturcenter

Mølleholmskolen

Birkehøj Plejecenter

“Solcelleanlæg skal drives i et selvstændigt selskab, hvilket er en tung bureaukratisk og unødigt tidskrævende proces for den enkelte kommune.

De høje afgifter og de begrænsede muligheder for at dele strømmen mellem kommunale bygninger begrænser rentabiliteten for kommunen. Det betyder uheldigvis, at det kan være dyrere at producere sin egen grønne energi på taget end at købe strøm fra elnettet.

Konsekvensen bliver desværre, at projekterne ikke bliver til virkelighed, og at vi ikke får udnyttet det store potentiale i solenergi på de kommunale tage.“

Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...