Hvert år pakker flere hundrede danske cykelentusiaster lycrasæt og cykelhjelm og rejser til de franske alper for at kridte nogle af de kendte Tour De France-strækninger op, få uger inden, at Tour De France-rytterne cykler over startlinjen.
Det gør de i forbindelse med Scleroseforeningens årlige velgørenhedsevent, Cykelnerven, der siden 2014 har indsamlet over 40 millioner kroner til forskning i sclerose. Og i år har et lokalt makkerpar samlet et hold i Nordsjælland, der skal begive sig ud på de udfordrende ruter i bjerglandskabet.
Jesper Enghave Fruergaard, der er direktør i Spar Nord Hillerød, og Jesper Brendstrup, der er afdelingsdirektør i Spar Nord Hillerød, har nemlig meldt sig til at tage kampen op mod bjergene i velgørenhedens navn, når Cykelnerven finder sted i juni.
Det skriver Cykelnerven i en pressemeddelelse.
Sygdommen inde på livet
Sidstnævntes hustru har sclerose, og det er en af de primære årsager til, at de nu har meldt sig.
- Jeg har cyklet i mange år og vil noget mere end blot at cykle herhjemme og deltage løb rundt omkring. Da jeg så fandt ud af, at Jesper Brendstrups kone også har sclerose, ja, så opstod idéen om at lave et hold i Nordsjælland, der kunne samle penge ind til foreningen, siger Jesper Enghave Fruergaard i den forbindelse og fortsætter:
- For os er det en kærkommen mulighed for at møde mennesker på en anden måde end nede i banken. Og sammen skal vi alle have en god oplevelse og samtidig gøre noget godt for andre, siger Jesper Fruergaard.
Træningen er allerede i gang, men hvis man sidder med lysten til at være med, er det stadig muligt at melde sig. Der er 13 hold tilmeldt i Nordsjælland.
Ruten er endnu ikke fastlagt, men den fordeler sig hvert år over fire etaper, og krydser de bjerge, som eksperter udråber som værende de mest afgørende for dette års Tour de France.
Cykelnerven er opdelt i to ture i 2023. Jesper Enghave Fruergaard og Jesper Brendstrup cykler sammen med rytterne, der kører fra den 6. til den 11. juni, mens et lige så stort hold cykler i den efterfølgende uge.


På Hillerød Posten og Frederiksborg Amts Avis bestræber vi os altid på at lave historier, der betyder noget for dig.
Så har du en ide til en artikel eller et tip, så send en mail til redaktionen på red.hilleroed@sn.dk eller ring til os på telefonnummer 8888 4303.
Du kan også kontakte vores journalister direkte på nedenstående mailadresser:
Martin Warming, redaktør, martin.warming@sn.dk
Janne Mulvad, journalist, janne.mulvad@sn.dk
Mette Dolmer Thygesen, journalist, mette.thygesen@sn.dk
Magnus Eg Møller, journalist, magnus.moeller@sn.dk
Johanne Wainø Topsøe-Jensen, journalist, johanne.wainoe@sn.dk
Per Skovkjær Sand, journalist, per.sand@sn.dk