Danmark og Tyskland delte i landskampe

Skælskørs tyske damesingle Yvonne Li vandt begge sine kampe i sidste uges venskabslandskampe mod Danmark.

Skælskørs tyske damesingle Yvonne Li vandt begge sine kampe i sidste uges venskabslandskampe mod Danmark.

BADMINTON: I Badmintonligaen er Frederik Søgaard og Yvonne Li på hold sammen i Team Skælskør, men i sidste uge var de i hver sin lejr, da Danmark og Tyskland mødtes i to venskabslandskampe syd for grænsen.

Danmark lagde ud med en 3-2 sejr i Kreissporthalle i Bad Camberg, mens de tyske værter vandt andendagsgildet i Anhalt Arene i Dessau med samme cifre.

De to Skælskør-spillere kunne dog glæde sig over, at slippe fra de to opgør som ubesejret i deres respektive kampe.

Yvonne Li slog Amalie Schulz to gange med præcis samme cifre - 21-12, 21-11 - i damesingle, mens Frederik Søgaard og makkeren Rasmus Kjær leverede to danske sejre over Bjarne Geiss og Jan Colin Völker i herredouble. I den første landskamp vandt Søgaard og Kjær klart med 21-13, 21-17, mens “returkampen” blev mere lige og sluttede med dansk sejr på 16-21, 21-6, 21-17.

I herresingle stillede Danmark med Mads Christophersen fra Dianalund, og han takkede for tilliden med to sejre. Først slog han Matthias Kicklitz med 21-17, 16-21, 21-7, og dagen derpå nedkæmpede han den tidligere Skælskør-spiller Fabian Roth med 21-15, 14-21, 21-15.

Damedoublerne resulterede til gengæld i to danske nederlag til Amalie Schulz og Christine Busch-Andreasen. I den første landskamp måtte de se sig slået klart i to sæt af Stine Küspert og Leona Michalski, mens der skulle tre sæt til den tyske sejr, da Linda Efler afløste Leona Michalski.

Kun i mixeddouble fandt kampene forskelligt ud. Jesper Toft og Christine Busch-Andreasen slog Mark Lamsfuss og Stine Küspert med 21-18, 21-16 i den første, mens det blev til en brutal tysk revanche i den anden.

Her stillede værterne med Marvin Seidel og Linda Efler, der vandt knusende overlegent med 21-6, 21-7.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...