Stege: Alle butikskæderne i Stege som f.eks. Netto og Rema1000 har overvågningskameraer som minimum ved kasserne, men herudover er der meget få kameraer i butikkerne. Det gør det svært at opklare sager om butikstyverier.
Oplysningen kommer fra Line Palmquist, Møns lokale politibetjent, der har kontor på biblioteket i Møllebrøndstræde.
- Vi har ikke meget overvågning i og ved de mindre butikker i Stege Midtby, og det gør det svært at opklare, når butikstyve er på spil. Der var et butikstyveri for nylig i en butik, der ikke har kameraer, og det er fortsat uopklaret, siger Line Palmquist.
Hun vil ikke direkte opfordre til at sætte kameraer op, men påpeger, at det kan være en god idé.
Udlændinge
- Møn er et lille samfund, og tidligere har alle godt vidst, hvem det var, når der var butikstyverier. Men de seneste år har vi set udenlandske Kriminelle, der rejser rundt og begår kriminalitet, og de huserer også på Møn.
- Er der overvågning i butikkerne, kan vi følge deres færden rundt, og det giver meget bedre muligheder for at finde frem til dem og finde deres tyvekoster fra tyverierne. Butikkerne kan overveje, om de ikke skal få sat kameraer op, siger Line Palmquist.
Lever med det
Charlotte Bagge (M), der har butikken Moshroom i Storegade, er en af dem, der ingen overvågning har i sin butik. Hun har ikke den følelse, at det er rå mængder, der forsvinder.
- Det kan godt være, at det er nemmere at opklare butikstyverier, men så slemt er det heller. Hvis det derimod var narkokriminalitet, ville det være en anden sag, siger Charlotte Bagge.
- Jeg har nok den tilgang, at de, der vil stjæle, gør det alligevel, så jeg har hverken følelser for eller imod overvågning. Der vil altid blive stjålet noget uanset hvad. Jeg synes også, at der er møg træls, når der hænger en enkelt ørering tilbage, eller som sidste år, hvor en taske forsvandt fra vinduet. Men det er til at leve med, mener Charlotte Bagge.

