Verdensmestergenet kalder hans datter det. Evnen til at være god til alt. Paradoksalt nok blev han aldrig selv verdensmester, men satte dog et år den bedste tid i verden på favoritdistancen 20 km. kapgang.

Den manglende internationale titel skæmmer dog ikke en stor national atletikkarriere i en tid, hvor rejser ud i verden var bekostelige og svære at finde tid til ved siden af fuldtidsarbejde.

Leo Rosschou vandt 14 danske mesterskaber i kapgang og løb, satte 19 danske rekorder og repræsenterede Danmark ved EM i Bern i 1954 og ved OL i Rom i 1960 - hvor hans store fighterhjerte fik ham helt til målstregen, selvom han blev ramt af hedeslag tidligt på ruten og endte med efterfølgende at ligge tre dage på hospitalet.

Leo markerede sig som en af Københavns dygtigste og hurtigste skiltemalere. Han malede kæmpestore filmplakater, på hovedstadsbiografernes facader, specialiserede sig i skrift på biler, mens mange forretningers klassiske glasskilte på den tid bar hans karakteristiske skrift.

Allerede som 14-årig kom han i lære, da han forlod den friplads, hans store intellekt ellers havde skaffet ham på Schneekloth skole på Frederiksberg - langt fra familiens trange kår i det lille hus i Hvidovre. Leo gik troligt de mange kilometer til sin nye skole i sine træskostøvler, der gav anledning til spot og hån fra skolens faste elever. Indtil han en dag ville noget andet.

Skiltemalerfaget blev vejen videre, og selvfølgelig, fristes man til at sige, blev læretiden afsluttet med et besøg hos kongen, da Leo modtog medalje for sit svendestykke.

En af de få ting, han senere fortrød, var i øvrigt, at han lod ungdommens kådhed og afsky for autoriteter afholde ham fra at bukke for majestæten. “Det var jo noget værre pjat at lade være” sagde han med sit velkendte, lille smil.

Leo var spillemand i hjertet med et magisk gehør. Han kunne spille alle instrumenter på øret, som han kaldte det, og han kunne underholde og vedkomme som ingen anden. I mange år især på orgel og harmonika.

Men han var ikke bange for at gå nye veje og endte således som drabant, da han flyttede til Hillerød for at tilbringe pensionistårene med sin livsledsager Lisbeth, som han fandt sammen med efter skilsmissen fra sine børns mor, Ingrid.

I Hillerød blev han også fast inventar på Jernstangen, hvor han arrangerede jazzkoncerter om søndagen. Hillerød blev nemlig Leos by. Den voksede på ham, mens han voksede i den, og til sidst var den lokale forankring så naturlig, at man ikke skulle tro, han havde boet andre steder.

Sporten fulgte også med til Hillerød, hvor orienteringsløb efterhånden var blevet Leos foretrukne disciplin. Først i KIF, senere i OK73 endte i Hillerød-klubben, FIF sammen med Lisbeth, som han delte sporten med gennem alle årene.

Mens ingen af Leos fire børn, ni børnbørn eller otte oldebørn har kunnet drive det sportslige til noget, der kommer i nærheden af Rosschou-overhovedet, så lever musikken videre. Det bragte Leo stor stolthed at alle hans børn, Lisbeth, Carl, Ole og Søren fandt glæde i musikken, som han selv gjorde i næsten 94 år - og helt til det sidste.

Omgivet af familie, der sang ham videre, trak han vejret for sidste gang d. 13. december 2022. I det hele taget blev hans levede liv afspejlet i afslutningen; han var skarp til det sidste, mens fighterhjertet holdt ud meget længere, end fysikken egentlig tillader, efter han, mæt af dage, havde sagt sit farvel. Verdensmestergenet var intakt.

Æret være Leo Rosschous minde.

Skrevet af Carl Rosschou og Camilla Nørgaard