Flere personer fra Charlottenlund Lægehus er fortsat sigtet for bedrageri eller medvirken til bedrageri, herunder de to læger og ejere Teit Reuther og Jonas Hertz, der nu er frataget deres ydernummer og retten til at drive lægeklinik.
Og ifølge Politiken er en omfattende efterforskning af sagen nu færdig. Den har bekræftet politiets opfattelse af, at der er foregået svindel.
“Der forventes at blive rejst tiltale i løbet af første kvartal 2023”, siger Benthe Pedersen Lund, senioranklager ved Nordsjællands Politi, til avisen.
Det er Politiken, der med en række afslørende artikler blandt andet har fortalt, hvordan lægehuset overfakturerede Region Hovedstaden for ydelser, i flere tilfælde for behandlinger, som patienterne ikke kunne genkende, at de havde modtaget.
Politiet beslaglagde sidste år seks millioner kroner fra lægehuset, og Region Hovedstaden, der i foråret 2021 politianmeldte lægehuset, har rejst krav om tilbagebetaling af et beløb i samme størrelsesorden mod de to læger.
Senioranklager Benthe Pedersen Lund forklarer også til Politiken, at sagen kan komme til at strække sig over flere måneder, fordi der skal afhøres et stort antal vidner i retten.
“Det er ikke 5 kroner, vi taler om – det er betydelige beløb, og der kan forventes et stort omfang af vidneafhøringer i retten,” siger hun til Politiken.
joachr