- 21. september 1983. Jeg kan huske det meget tydeligt.
Allan Simonsen scorede på det straffespark mod England, som blev afgørende for Danmarks kvalifikation til EM i 1984. Den første danske EM-slutrundedeltagelse siden 1964.
- Vi skulle vinde den kamp for overhovedet at gøre os forhåbninger, siger Simonsen.
- Jeg havde sparket mange straffespark i de klubber, jeg havde spillet i, men den der var noget specielt. Jeg kan huske, at jeg tog fat i bolden med begge hænder, og de rystede.
Allerede som dreng vidste Simonsen, at han skulle fodboldens vej. Også selv om hans far spændte ben for et udlandseventyr, da han blot var 17 år gammel.
Faren krævede, at han tog en uddannelse først. Det gjorde han hos Folkevogn i Vejle.
- Det var, fordi - som min far sagde - så var der noget at falde tilbage på, hvis ikke det lykkedes at blive professionel fodboldspiller, siger han.
- Jeg blev færdig i november måned 1972 – og i december måned 1972 underskrev jeg aftalen i udlandet som professionel.
Det blev til kampe for blandt andet Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona. Hos barndommens helte i tyske Gladbach oplevede Simonsen både karrierens største triumf og største skuffelse.
I 1977 modtog han som Gladbach-spiller Ballon d'Or-titlen. Det har ingen anden dansker opnået hverken før eller siden.
- Det er det største, som kan overgå en fodboldspiller, siger han.
Samme år ramte den største skuffelse. Simonsen scorede, men Gladbach tabte finalen imod Liverpool i det daværende Champions League – Europacuppen for mesterhold.
- Det er det største, man kan opnå med et klubhold. At stå der i finalen og så tabe, det var godt nok træls, siger han.
Simonsen indstillede sin spillerkarriere i 1989. Ad flere omgange var han træner blandt andet for barndomsklubben Vejle, det færøske landshold og Luxembourg.
I 2013 dukkede Simonsen op på dansk tv i en helt anden og noget uventet rolle. Nu handlede det om dans.
Allan Simonsen formåede nemlig fredag efter fredag at gå videre i "Vild med dans", men:
- Det var ikke for min dans, tænker jeg, griner Simonsen.
Han syntes, det var sjovt at være med. Men det var også en mærkelig fornemmelse.
- Jeg gik og smågrinede ad det hele. Jeg tænkte, at det var ufatteligt, at jeg kunne gå videre og komme så langt, som jeg gjorde, for jeg er godt klar over, at jeg var ude på meget tynd is.
Dommerne i programmet var ikke imponerede over Simonsens evner på gulvet. Men danskerne blev ved med at stemme ham og dansepartner Sofie Kruuse videre.
Undervejs i sæsonen ændrede TV 2 sms-koderne i programmet, men han fortsatte med at gå videre - og endte på programmets tredjeplads.
Nu nyder Simonsen tilværelsen hjemme i Vejle, når han altså ikke er ude at rejse.
- Jeg tager en dag ad gangen og nyder tilværelsen. Og får det bedste ud af det. Og forhåbentlig forbliver sund og rask. Det er det allervigtigste, siger han.
Fødselsdagen skal fejres ad flere omgange. Først sammen med nogle venner, og to dage senere sammen med familien, heriblandt hans fire døtre.
/ritzau/