Populær butikskæde åbner endnu en forretning: Her skal den ligge

Den danske butikskæde Normal fortsætter sin offensive strategi, og kæden vil i det nye år åbne en række nye butikker i Danmark. Heraf én i Helsingør.

Den danske butikskæde Normal fortsætter sin offensive strategi, og kæden vil i det nye år åbne en række nye butikker i Danmark. Heraf én i Helsingør.

En snoet labyrint af rengøringsartikler, makeup og eksotiske lækkerier.

Til foråret 2023 åbner den danske butikskæde Normal sin anden butik i Helsingør.

Nyheden har kæden netop offentliggjort i en pressemeddelelse, og det er nærmere bestemt i Prøvestenscentret, at den af navn ganske ordinære forretning snart flytter ind.

Kæden, der åbnede sin første butik i Danmark i 2013, beskriver sig selv som “en detailkæde der sælger helt normale varer til unormale priser”.

Og konceptet har indtil videre ført til åbningen af 440 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland og Portugal. Heraf over 100 i Danmark.

Selvom Normal har et velassorteret udvalg af basisvarer, er der - med vilje - stor udskiftning i sortimentet.

- Vores mål er, at du som kunde får en unik oplevelse, hver gang du besøger en af vores butikker. Derfor får vi, udover det faste sortiment, hele tiden nye varer hjem - også fra spændende brands, som du kun finder i Normal, siger Normals landechef Lars Bjerring.

Der ligger i forvejen en Normal på førstesalen i Helsingør Bycenter - det er efterhånden syv år siden, at den åbnede - men nu fordobler kæden altså sin tilstedeværelse i kystbyen.

- Vi gør det for at dække byen bedre af, og det er noget som vi er begyndt på flere steder, for at det bliver nemmere at komme til os, siger Normals landechef Lars Bjerring til Frederiksborg Amts Avis:

- Når vi åbner nye butikker, vurderer vi lokationen i forhold til, om det kan betale sig i forhold til huslejen, trafikken og handelsaktiviteten, og der har vi set det som en god mulighed at åbne en butik mere i Helsingør.

I Prøvestenscentret får Normal godt 500 kvadratmeter at brede sig på, fortæller Lars Bjerring, og det bliver dermed en af kædens større forretninger.

Den præcise åbningsdato for den kommende Normal nummer to i Helsingør er endnu ikke helt på plads.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...