FURESØ: En af de største profiler på den lokalpolitiske scene gennem de sidste ni år stopper. Venstres gruppeformand Gustav Juul flytter til Fyn, hvor hans hustru Mette har fået drømmejobbet som sognepræst i Flødstrup-Ullerslev sogn.
- Jeg udtræder af Furesø Byråd med udgangen af november, da min hustru har fået job som sognepræst på Østfyn. Med ni år i byrådet, har jeg fået muligheden for at opnå en hel anden indsigt i lokalpolitik og lokalsamfundet, end det er mange forundt. Jeg ser nu frem til aftener og weekender, der kan bruges til andet end politik. Måske jeg bliver bedre til at spille guitar, måske jeg kan tage min gamle hobby som lystfisker op igen, lyder det fra Gustav Juul.
Han trådte ind på scenen med brask og bram, da han i 2013 vandt en kampafstemning om at blive Venstres borgmesterkandidat. Han førte partiet til fremgang med 22,8 procent i 2013, men ligesom de to følgende valg var der flertal bag socialdemokraten Ole Bondo Christensen som borgmester.
Ved det seneste valg opnåede Venstre tre pladser i byrådet. Jesper Larsen sad som byrådsmedlem fra 2019 til 2022, men blev blot suppleant. I stedet blev han valgt som formand for den lokale partiforening. Nu overtager han Gustav Juuls plads i byrådet og som gruppeformand.
- Først og fremmest vil jeg ønske et stort tillykke til Mette Juul, som har fået mulighed for drømmejobbet på det yndigste sted i Danmark. Når det så er sagt, så er jeg ked at miste Gustav i Furesø Byråd, hans indsigt og store indsats. Jeg er enormt taknemmelig for Gustavs mange års utrættelige arbejde for den liberale sag og Furesøs borgere, siger Jesper Larsen i en pressemeddelelse.
Jesper Larsen ser frem til arbejdet i byrådet.
- Vi glæder os til at kæmpe for mere frihed og bedre muligheder for alle i Farum, Værløse, Jonstrup, Hareskovby og Kirke Værløse, siger Jesper Larsen.
Byrådsveteranen Lars Carpens sætter ord på:
-Jeg vil gerne takke Gustav for et forbilledligt samarbejde de sidste 10 år. Jeg forstår godt, at familien og Gustav søger nye udfordringer. Heldigvis får vi i Jesper en stærk erstatning, som kender byrådsarbejdet og brænder for det liberale, lyder det fra Lars Carpens.
Jesper Larsen er 48 år og gift med Ditte og far til Erik og Gorm, som begge går i folkeskole i Hareskovby. Hele familien er storforbruger af foreningslivet og den fabelagtige natur i Furesø. Professionelt har Jesper arbejdet indenfor life science i mere end 20 år. For øjeblikket som partner i Ramskov Consulting Group. Et nystartet konsulentfirma med knap 20 medarbejdere, som rådgiver Danmarks succesfulde life science virksomheder

