Holbæks U15-spillere midt i pokaleventyr

5-0 over Tuse. 4-2 over Søllerød. 2-1 over FC København. 1-0 over B.93.

Fire sejre i træk har sendt Holbæks U15-hold i semifinalen i ungdomspokalturneringen for årgang 2008. Holdet vandt i efteråret liga 3, idet holdet vandt syv kampe, spillede én uafgjort og blot tabte én. Det betyder oprykning til liga 2 til foråret.

De succesrige fodbolddrenge trænes af Frederik Mondrup. Han underviser også på Holbæk Sportsakademi, hvor 18 af de 22 spillere i truppen er elever.

I pokalturneringen har Helsingør kvalificeret sig til semifinalen sammen med Holbæk. To kvartfinaler afvikles i de kommende dage: Greve-AB og Køge-Brøndby. Der blev trukket lod til semifinalerne fredag middag, og det betyder, at Holbæk skal møde vinderen af Greve-AB. Den kamp skal holbækkerne spille på udebane den 26. april. Finalen er fastsat til den 17. maj.

Liga 3 vandt Holbæk ganske suverænt med fire points afstand ned til GVI.

Frederik Mondrup pointerer, at flere faktorer kan forklare den flotte efterårssæson for U15-holdet.

Kender hinanden godt

- Vi spiller som en sammentømret enhed. Spillerne kæmper for hinanden og vil gerne løbe ekstra meter for hinanden. Drengene har det også godt sammen socialt. De går også i skole sammen til daglig. Desuden betyder det noget for resultaterne, at vi har fået etableret en god defensiv. Vi har fokus på de taktiske detaljer. Det hører nok også med, at vi har været lidt heldige og også effektive i pokalturneringen, hvor vi scorede på de chancer, vi fik, fortæller Frederik Mondrup.

Det succesrige hold tæller flere talenter, blandt andre målmanden Jonas Bolinder og angriberen Rasmus Gaarde-Johansen, som både scorede to gange mod FC København og det gørende mål mod B.93 i kvartfinalen. Frederik Mondrup håber, at det kan lade sig at fastholde spillerne til forårssæsonen. Men talent har det jo med at tiltrække sig opmærksomhed - også fra større klubber.

- Men spillerne har virkelig en spændende sæson at se frem til i Holbæk med en semifinale og ni spændende kampe i liga 2, siger Frederik Mondrup, som oplyser, at nogle af spillerne også træner med U17-holdet.

U15-holdet træner tre gange om ugen, men lægger man fodboldtræningen fra Holbæk Sportsakademi oveni, så bliver det til fem ugentlige træninger.

- Jeg tror, at vi med akademiet har en konkurrencefordel, for vi træner på denne måde lige så meget eller mere end andre klubbers U15-hold, siger Mondrup.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...