Hierarkiet bliver udvisket til julefrokosten

Til julefrokosten er alle lige, og sådan har det stort set altid været. Mens juleaften den 24. december er kernefamiliens højtid, har julefrokosterne en anden funktion. Her kan kolleger og chefen mødes i en anden kontekst, hvor det vante hierarki bliver udvisket og hvor fællesskabet og de sociale relationer bliver styrket.

”Omgangsformen på en arbejdsplads kan være præget af formalia, men julefrokosterne har en ventil, der kan skrues på, så hierarkiet midlertidigt bliver sat ud af kraft. Medarbejderne kan, i et tidsrum, på en mere løssluppen måde fortælle chefen om forskellige ting på arbejdspladsen. Emner, der under normale omstændigheder, ikke ville blive talt om,” siger Caroline Nyvang, der er seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling på Det Kongelige Bibliotek.

Fra det lille glas til abefest

Hvis man tager de historiske briller på og skruer tiden tilbage til efterkrigstiden, er der helt naturligt sket en udvikling i den måde, vi markerer julefrokosten på. Caroline Nyvang fortæller, at alle traditioner forandrer sig med tiden og at det er en af årsagerne til, at vi kan holde dem i hævd.

Flere ting er der dog ikke pillet meget ved, siden slutningen af 40’erne, hvor de første julefrokoster, som vi kender dem i dag, så dagens lys. Og der er faktisk paralleller til nutidens julefrokoster helt tilbage til bonde-samfundet i 1800-tallet.

”Julefrokosten har ændret sig, men det er stadig chefen eller arbejdspladsen, der inviterer. Sådan var det under 2. Verdenskrig, hvor chefen inviterede på et glas til medarbejderne inde på kontoret til i dag, hvor det stadig er virksomhederne, der betaler gildet og inviterer medarbejderne til at slå sig løs med ledelsens velsignelse,” siger Caroline Nyvang. Hun fortsætter:

”Og de moderne julefrokoster minder faktisk lidt om de julestuer, som herremanden inviterede bønderne til i datidens bondesamfund. Her blev der sat brændevin på bordet og inviteret til sex og hor. Dengang så man også, hvordan hierarkiet imidlertid blev vendt på hovedet,” siger traditionsforskeren.

De evige skandaler

I dag er alkohol stadig en vigtig bestanddel af menuen til mange firmajulefrokoster. Hæmningen bliver i stor stil skyllet ned sammen med silden, og det er i høj grad alkoholen, der er en af hovedårsagerne til, at der kan ske ’skandaler’ til julefrokosten med arbejdet. Alkoholen er dog ikke den eneste årsag, og her skal vi tilbage til ventilen.

”Det handler om alkohol, men også om ventilfunktionen. Alle har individuelle grænser for, hvad det vil sige at slå sig løs til en julefrokost. Konsekvenserne af ens handlinger falder stødt med indtaget af alkohol og mens nogle godt kan kontrollere dem selv, når der blive skruet på ventilen og åbnet for et tidsrum, hvor hierarkiet bliver vendt på hovedet, er der andre, der går over grænsen og skider på chefens kontor, som der var en sag om i medierne for år tilbage” siger Caroline.

Alkohol er til mange julefrokoster med til at skabe en løssluppen stemning, hvor den ellers så normalt kedelige kontornusser fra marketing pludselig danser på bordet og snøvlende fortæller sin livshistorie over en fadøl i baren. Alkohol er til nogle julefrokoster det altoverskyggende omdrejningspunkt, men måske vil fremtidens jule-

frokoster byde på mindre brændevin og dermed sandsynligvis også færre fysiske og moralske tømmermænd.

Alkoholfri fremtid

I 80’erne og 90’erne gik cheferne ikke nødvendigvis tidligt hjem. Dengang var der ikke, blandt medarbejderne, den samme bekymring for at dumme sig og der var en større accept af at chefen også godt måtte te sig. I dag er der nogle andre forventninger til, hvornår chefen lister af, så der ikke bliver sagt for mange borgerlige ord fra medarbejdernes side og magtforholdet derfor ikke udfordres.

Traditionsforsker Caroline Nyvang afviser derfor heller ikke, at julefrokosten i fremtiden ændrer sig yderligere og måske helt blive alkoholfri i flere virksomheder.

”Som sagt forandrer alle traditioner sig og med tiden vil vi også komme til at afvikle julefrokoster på nye måder. Man kunne sagtens forestille sig, at alkohol kommer til at fylde mindre i fremtiden, og der i stedet bliver lagt vægt på, at julefrokosten bliver en slags ryste-sammen-tur i bowlinghallen eller et arrangement, hvor man på anden måde gør noget aktivt sammen,” siger Caroline Nyvang.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...