- Jeg har boet i Ringsted i to år. Det er relativ lang tid, hvis man nogensinde har været i Ringsted.
Heino Hansen, Årets Komiker 2022, har fået en fornem tjans ved lørdagens gallashow i Ringsted Kongrescenter, hvor han skal underholde Kronprinseparret og hele nationen med udvalgte jokes fra Ringsted og omegn.
Programmet der sendes live på DR1 lørdag klokken 21 bærer titlen Kronprinsparrets Priser. Her vil Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary uddele priser og hædre præstationer indenfor kunst, kultur og socialt arbejde i Danmark, Grønland og Færøerne. Og undervejs bliver gæster og seere underholdt af Heino Hansen, som for første gang skal optræde for kronprinseparret.
- Jeg tror aldrig jeg er blevet spurgt så meget ind til, hvad jeg har tænkt mig at sige ved showet. Men det bliver noget om Ringsted. Det kan jeg garantere, siger Heino Hansen.
Travle tider
Lørdag eftermiddag starter prøverne og Heino Hansens første møde med kronprinseparret har sat tankerne i gang hos komikeren fra Næstved.
- Det er længe siden jeg har tænkt så meget over ordvalget. Jeg vil ikke sige jeg har lagt en dæmper på mig selv, jeg tænker nok bare mere over, hvad jeg vil sige, lyder det fra den kendte komiker, som frem mod jul har kalenderen booket af julefrokoster og firmafester.
- Vi er mange i branchen, der har spurgt os selv, om firmaerne var villige til at slå sig løs efter corona, så det er heldigvis dejligt at se at folk er klar til at feste igen.
Ved lørdagens gallashow i Ringsted Kongrescenter får Heino Hansen fint musikalsk selskab af Lukas Graham, Swan Lee og Artigeardit, der er et af de største navne på den danske rap-scene netop nu.
Vært på programmet bliver den prisbelønnede skuespiller Jacob Oftebro, der modtog Robert Prisen for bedste mandlige birolle både i 2018 og 2020, og hans CV tæller bl.a. Broen, Margrethe den første og 1864.

