Idyllisk restaurant lukker: “Det er med den største sorg”

Restaurant Kudskehuset ligger smukt placeret ved Skjoldenæsholm Skov.

Restaurant Kudskehuset ligger smukt placeret ved Skjoldenæsholm Skov.

Den idyllisk beliggende Restaurant Kudskehuset ved Skjoldenæsholm skov nord for Ringsted lukker.

Det skriver restauranten, som omtaler sig selv som ’perlen i skoven’, på Facebook.

“Det er med den største sorg at vi må indse, at vi ikke kan holde hjulene i gang i Restaurant Kudskehuset i Jystrup,” meddeler restauranten i et nedslående opslag, som er flankeret af en fotocollage med minder fra restauranten.

Spisestedet blev i september 2019 overtaget af forpagterparret Cecilie og Stefan Høj, som altså nåede at drive restauranten i lidt mere end tre år.

Beslutningen om at lukke bliver blandt andet begrundet med, at det har været nødvendigt at aflyse ’Girls Night’ samt årets julefest på grund af et rekord lavt antal tilmeldinger til arrangementerne.

Aflysninger

Derudover har 75 procent af restaurationens vinterselskaber aflyst deres arrangementer.

“Vi har stor forståelse for den stramme økonomi vi alle har i denne tid, men det efterlader desværre kun os ét sted,” skriver Kudskehuset.

Derfor bliver der lukket ned for alle aktiviteter pr. 1. januar 2023.

“Det er en enormt tung beslutning, som bestemt ikke er taget overilet,” fremgår det videre af Facebook-opslaget.

Restauranten oplyser, at driften af Kudskehuset lukkes ned, og at ejendommen leveres tilbage til Svenstrup Gods, som på nuværende tidspunkt angiveligt ikke har planer om fortsat egen drift.

Håber på nye kræfter

Om der kommer en ny restauratør er endnu uklart.

“...men forhåbentlig er der nogle med nye kræfter, der har mod på at videreføre livet i det skønne gamle hus i skoven. Vi takker for de tre år vi har været her, for alle festerne, koncerterne, grin, dans og massere af go’ mad,” lyder det i opslaget.

Det er stadig muligt at nå et sidste besøg i skovrestauranten, inden nøglen drejes.

2. Juledag er således sidste åbningsdag i Kudskehuset. Her er der åbent klokken 11-17, hvor der serveres julebord med kolde øl og masser af snaps.

DAGBLADET arbejder på at få en kommentar fra restauratør Cecilie Høj.

Foto: Jørgen Chr. Jørgensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...