Biotekvirksomheden Gubra i Hørsholm kan føje endnu en pokal til trofæhylden.
Virksomheden kan nu kalde sig vinder af kategorien Innovation i konkurrencen EY Entrtepreneur Of The Year - og var faktisk med i opløbet til at blive en samlet vinder af hovedkonkurrencen.
Den titel løb tech-virksomheden Dalux i København med, da de bedste danske vækstskabere torsdag aften blev hyldet ved et stort show i Lokomotivværkstedet i København.
Tidligere på måneden blev Gubra kåret til Sjællands vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2022.
Gubra laver kontraktforskning for nogle af verdens største biotek- og medicinalvirksomheder og forsker - groft sagt - i det der skal hjælpe os med konsekvenserne af vores trang til at spise for fedt og for sødt.
- Du er gearet til, at når noget er fedtet og sødt, så skal du bare have det ind. For 30.000 år siden var det meget godt at være lidt kvabset, når det blev vinter, så havde du en chance for at overleve. I dag er der ingen forskel på, om det er sommer og vinter, har den ene af Gubras stiftere, Niels Vrang, en gang sagt og forklaret, at “vores hjerne ikke rigtig er programmeret til at håndtere en hverdag med rigelighed”.
- Derfor, tilføjede administrerende direktør Henrik Blou i en artikel i Ugebladet/Frederiksborg Amts Avis, får vi alle de her følgesygdomme. Vores hjerner er ikke vores bedste ven i det miljø vi lever i i dag. Vi har for mange kalorier til rådighed. Vi er programmeret til at spise den der chokolade, selv om vi er mætte.
Gubras udvikling siden opstarten i 2008 og virksomhedens enorme vækst har imponeret juryen
”De startede op uden investorer og har formået at få succes på relativt kort tid. Blandt deres kunder er nogle af de største spillere på markedet, og når man kigger på tallene, kan man se, at de vokser støt og vækster år for år. Sammenligner man 2021-regnskabet med året før, er der en vækst på hele 400 %,” oplysert Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.-------
- ---------------
GUBRA
Biotekvirksomhed i Hørsholm.
Leverer videnskabelig rådgivning, kontraktforskning og samarbejdsprojekter inden for fedme, sukkersyge, fedtlever og relaterede sygdomme.
Gubra blev i 2008 stiftet af Niels Vrang og Jacob Jelsing.
Henrik Blou blev ansat som kommerciel direktør i 2015 og året efter som administrerende direktør.
Virksomheden har vundet flere priser og er kåret som Gazelle-virksomhed otte år i træk.
Omsatte i regnskabsåret 2021 for 224 millioner kr. og lavede et overskud på godt 83 millioner. Til sammenligning var omsætningen i 2020 på 134 millioner kroner og overskuddet i underkanten af 20 millioner kroner.
Ti procent af overskuddet doneres til grønne formål, blandt andet skovrejsning i udlandet og herhjemme. Gubra er hovedsponsor for kampagnen 'Vi cykler på arbejde'. Gubra havde i 2021 i gennemsnit 151 medarbejdere.
*******
EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande.
Der er blevet kåret seks regionale vindere, og torsdag den 24. november blev kategorivinderne samt hovedvinderen udråbt ved et stort show i København.
Der blev fundet vindere i følgende kategorier:
•Export and Globalization
•Sustainability
•Innovation
•Start-up/Scaleup
•Life Sciences
•Social Entrepreneurship - Future Impact
