Efter tre år i City 2 åbner Arhaan Thai nu på Taastrup Hovedgade 64 i lokalerne, hvor Den Røde Viking ind til for nylig lå.
Det er 34-årige André Samuelsen, som kommer fra Taastrup, der står bag restauranten, sammen med sin hustru Sirikwan, der kommer fra Thailand.
For fire år siden begyndte deres madeventyr med en foodtruck, der blandt andet stod på Axeltorv, men drømmen har hele tiden været at åbne en restaurant. Den drøm udlevede de i City 2’s Staderne, men nu åbner de op i egne lokaler.
Uenigheder med ledelsen
I City 2 var 80 procent af salget take away, mens 20 procent spiste i Staderne. Det håber André Samuelsen at kunne ændre på, så det bliver omvendt, når man åbner på Taastrup Hovedgade i egne lokaler. Det vil stadig være muligt at tage maden med hjem.
Men hvorfor overhovedet flytte?
- Det skyldes uenigheder med centerledelsen, og vi fik lov at opsige lejemålet før tid, så vi kunne flytte. Vi kiggede på de her lokaler, som egentlig var for dyre. Vi talte også om Taastrup Torv og Taastrup Stationscenter, men det kunne ikke lade sig gøre, og så fik vi alligevel forhandlet os frem til en god pris her på Taastrup Hovedgade, fortæller André Samuelsen.
En god forretning
- Vi har haft en god forretning i City 2. Det var ikke unormalt, at der var op mod 45 minutters ventetid på mad, fordi der var mange kunder. Samtidig er vi gået fra at være halvanden medarbejder i en foodtruck til nu at være 10 personer i restauranten, fortæller André Samuelsen, som primært står for det administrative arbejde, mens han har thailandske kokke til at lave maden.
- Men jeg har været med til at udvikle opskrifter, så det er autentisk, men samtidig målrettet den danske kultur, siger han.
André Samuelsens hustru, Sirikwan, har tidligere arbejdet på den thailandske Michelin-restaurant Kiin Kiin i København, og på Arhaan Thai er der også et stort fokus på maden.
- Vi har fokus på gode ingredienser, friske grøntsager og benytter blandt andet en thailandsk kokosmælk, siger han.
Gælder om blive klar
Men flytningen er sket på fire dage, og det er hårdt.
- Det er voldsomt presset at flytte en restaurant på fire dage. Men sådan gør man også i Thailand, og så tager man det, som det kommer. Jeg har ingen grund til at sætte mig ned og græde over det, jeg må bare smøge ærmerne op, siger han og fortsætter:
- Og så må vi håbe, at det bliver en kæmpe succes de kommende måneder, så vi kan gøre restauranten endnu lækrere til sommer. Lige nu handler det om at komme godt i gang, siger André Samuelsen, der sammen med Sirikwan har datteren Amanda på otte måneder.
Arhaan Thai åbner i Taastrup Hovedgade onsdag den 2. november klokken 16.

Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9976

Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.