Denne artikel blev bragt første gang den 15. november 2022 i anledning af Kim Vilforts 60 års fødselsdag.
Var der hånd på? Det er et ofte stillet spørgsmål, når Kim Vilfort taler om sin fodboldkarriere med folk, der husker den magiske aften den 26. juni 1992 på Nya Ullevi i Göteborg. Spørgsmålet handler om optakten til hans afgørende scoring til 2-0 i EM-finalen for 30 år siden mod Tyskland med 11 minutter igen af opgøret.
Selv er matchvinderen, der fylder 60 år i dag, imidlertid ikke i tvivl:
- Fra en bestemt vinkel kan det måske godt se sådan ud, men jeg plejer at sige, at det bedste tegn er, at der ikke er nogen, der har travlt med at se på dommeren, om det skal godkendes. Jeg tror, at den snitter mig på kinden. Desværre var der ikke VAR dengang, for så ville man nemt kunne se, at der ikke var hånd på bolden, siger han om den af de 14 scoringer i 77 optrædener i den rød-hvide trøje, som flest danskere husker.
Danmark kom med til slutrunden på et afbud, og de færreste havde forventet, at holdet ville stå med EM-pokalen til sidst. Derfor var det også overvældende at komme hjem til København og en proppet rådhusplads i København.
- At det kunne lykkes at samle så mange mennesker, hvoraf mange af dem sikkert ikke engang var fodboldinteresserede, var fantastisk. Vi var ikke vant til at juble med tilskuerne, men at komme hjem og se, hvad der egentlig var sket, og hvad vi havde været en form for katalysator for, det var stort, fortæller Kim Vilfort, der blev årets spiller i Danmark i 1991.
Spillede bold i gården
For otte år siden blev Kim Vilfort kåret som den bedste spiller i Danmarksturneringen de seneste 100 år. Det meste af karrieren blev tilbragt i Brøndby, hvor han efter 12 år i den gule trøje sluttede af med at vinde mesterskab og pokal - og blive matchvinder i sin sidste kamp.
Det lå egentlig ikke i kortene, at Kim Vilfort skulle være professionel fodboldspiller. Han flyttede med familien fra Frederiksberg til Skovlunde, da han var 10 år, og her begyndte han lidt tilfældigt til fodbold på femte lilleput i den lokale klub.
- Det var, fordi der var nogle klassekammerater og nogle venner i gården, som spillede der, men måske var det alligevel ikke helt tilfældigt, for jeg fulgte også med i fodbold, fortæller Kim Vilfort, der dengang så op til legender som Johan Cruyff og Gordon Banks.
Som teenager kom han på førsteholdet i Skovlunde, som vandt pokalturneringen på Sjælland. Senere kunne han også kalde sig sjællandsmester med samme hold. Med tiden blev antallet af træningspas langsomt forøget i takt med, at han som 17-årig fik spilletid på seniorholdet i Skovlunde, som lå i Sjællandsserien.
- Jeg kom på juniorlandsholdet, da jeg gik i 10. klasse, og pludselig var det ikke Kim, der kom ind ad døren i skolen, men landsholdsspilleren Kim. Sådan var det allerede i 1970’erne, og det er nok blevet værre i dag, end det var dengang. Det vil også sige, at du i en tidlig alder får en identitet, som du ikke selv er herre over, og som du skal forholde dig til, også selvom det var noget mere roligt, end det var i dag, siger Kim Vilfort, som oplevede, at hans egen familie var ret afslappet omkring hans fodboldkarriere, selvom den gradvist kom til at fylde mere.
Topscorer
Allerede i ynglingetiden havde Brøndby været ude efter Kim Vilfort, men han valgte at blive i Skovlunde, indtil han som 18-årig skiftede til Boldklubben Frem.
- De var rykket ned fra den bedste række, så jeg ved ikke helt, hvorfor jeg skiftede. Den væsentligste årsag var nok, at den træner, jeg havde i Skovlunde, var fremmer, fortæller Kim Vilfort, der dog ikke fortryder sit valg.
I Frem fik han spilletid på et ungt hold, og han endte med at tilbringe fire og et halvt år i klubben, hvor han bankede 42 mål ind i 73 kampe. De mange mål fik udlandet til at interessere sig for den målfarlige angriber, som scorede i sin debut for det danske U21-landshold i maj 1982.
- Jeg var i Saint Etienne til en træning i 1982 og fik forskellige tilbud, og hvis jeg kigger på mine udklip, har jeg været sat i forbindelse med 47 forskellige klubber inden for de fire-fem år, fordi jeg scorede mange mål, husker Kim Vilfort, der samme år blev topscorer i landets næstbedste fodboldrække.
Tre år senere tog han til Lille i Frankrig.
- Det skete så lige pludselig. På en ferie på Bornholm, hvor jeg var af sted med min lillebror og hans kone i 1985, bliver jeg ringet op hjemmefra. Der har været en henvendelse til Frem fra Lille. Det var nok torsdag eller fredag, og mandag sad jeg i flyveren på vej til Lille, forklarer Kim Vilfort.
Hjem til Vestegnen
Opholdet i det franske blev dog en kort affære, og efter et år var Kim Vilfort atter tilbage i Danmark og Brøndby, hvor han han havde boet i to og et halvt år, inden han tog til udlandet.
- Jeg scorede slet og ret ikke nok mål. Jeg havde lavet en kontrakt, hvor jeg kunne komme ud, og jeg havde taget orlov fra lærerseminariet. Så jeg havde taget de nødvendige forbehold, og efter det første år, hvor jeg ikke havde scoret de mål, man helst skulle score som angriber, valgte jeg at tage hjem til Danmark, fortæller han.
Den franske klub havde året efter hentet to belgiske landsholdsspillere, og så gav skiftet til Vestegnen sig selv.
- Den ene var angriber, og der måtte kun være to udlændinge på banen ad gangen, så det gav sig selv. Jeg ville ikke lejes ud, så pludselig endte det med, at jeg kom hjem, fordi Brøndby, som var blevet fuldtidsprofessionel, havde solgt Lars Elstrup. De skulle så bruge en anden angriber, fortæller Kim Vilfort.
I 1986 var Brøndby den første klub, som kunne erklære sig fuldtidsprofessionel. På det tidspunkt var klubben i gang med at samle de bedste spillere i den hjemlige liga og ambitionerne var store i de følgende år, hvor klubben vandt fire danske mesterskaber og en pokaltitel på fem år.
- Der var ingen tvivl om, at i de år var vi klart Danmarks bedste fodboldhold, både fordi vi var i bedre form, men også fordi der var samlet gode spillere sammen med den rigtige mentalitet. Vi skubbede dansk fodbold fra den afslappede måde at være på til at sige, at nu gælder det om at vinde, siger Kim Vilfort.
Store triumfer
I sine 12 år som aktiv spiller på Brøndby IF’s bedste fodboldhold er det kun en enkelt gang endt uden en medaljeplacering i den hjemlige liga, og udover de mange titler har Kim Vilfort fejret store internationale triumfer i Brøndby-trøjen.
Fra 1986 og frem begyndte de blå-gule at gøre sig bemærkede i Europa, hvor det blandt andet blev til en kvartfinale i Mesterholdenes Europa Cup i 1987 og en semifinale i UEFA Cup’en i 1991.
Oplevelserne er så mange, at Kim Vilfort har svært ved at vælge én ud som den største.
- Vi har haft nogle fantastiske Europa Cup-kampe som isoleret set var kæmpe oplevelser på lidt forskellig vis. Det var dog stort, da The Kop klappede af os, efter vi havde slået Liverpool ud, siger han om sejren på Anfield på den sidste dag i oktober i 1995.
Kim Vilfort var i alt på banen i 470 kampe, og dermed er han den Brøndby-spiller med tredjeflest kampe for klubben. Det blev til 119 mål, syv danske mesterskaber og tre pokaltitler, inden han stoppede sin aktive fodboldkarriere som anfører i Brøndby i en alder 36 år.
Da havde han regnet med, at han skulle være lærer, men Per Bjerregaard havde andre planer med Kim Vilfort. Efter karrierestoppet blev den læreruddannede og nu pensionerede anfører ansat som talentansvarlig i Brøndby IF.
- Per Bjerregaard havde en ide om, at tingene omkring talentudviklingen skulle udvikles. Året før havde de ansat John Ranum og Tom Køhlert som fuldtidstrænere på ungdomsniveau som de første herhjemme for at gøre mere ud af talentudviklingen, forklarer Kim Vilfort, der i dag fortsat arbejder med talenterne på Vestegnen som administrationsansvarlig i Brøndby Masterclass.
Flere krav i dag
Fodbolddelen er gledet lidt i baggrunden i Kim Vilforts arbejde med talenterne i Brøndby, og i dag er den vigtigste opgave at få de unge spillere til at tage en ungdomsuddannelse ved siden af fodbolden.
- Vi prøver at skabe nogle rammer, hvor det ikke skal være så svært. Det er det vigtigste lige nu, når vi satser på, at de skal have en ungdomsuddannelse, siger Kim Vilfort.
Han erkender, at det mentalt kan være en stor mundfuld for de unge drenge, fordi fodbolden fylder det meste af deres hverdag, og der er flere krav i dag, end der var, da han var aktiv.
Alligevel føler Kim Vilfort, at han har en erfaring fra sin egen fodboldkarriere, som han kan bruge i arbejdet med de unge i dag, selvom det var en anden tid.
- Jeg gik på Gammel Hellerup Gymnasium, fordi der ikke var plads på de lokale gymnasier i Herlev og Ballerup. Så jeg stod op, så jeg kunne nå S-toget klokken 7.14 for at komme til Hellerup, og efter skole kørte jeg med toget til Valby og trænede klokken fem om eftermiddagen, forklarer han.
Som aktiv spiller var Kim Vilfort en klog, ydmyg og pligtopfyldende spiller med en stærk vindermentalitet , som også gjorde sin læreruddannelse færdig i løbet af de første to år i Brøndby-trøjen for omkring 35 år siden.
Det gør også, at han bilder sig ind, at han forstår de udfordringer, de unge står med i dag, også selvom meget af det, der foregår udenom fodbolden er anderledes. Og netop Kim Vilforts vindermentalitet har givet ham legendestatus i Brøndby IF, hvor han har fået en VIP-lounge opkaldt efter sig.
Nuancer skal med
Der er sket en del i fodboldverdenen, siden Kim Vilfort begyndte karrieren i Skovlunde. Blandt andet er der kommet mange flere penge til, og det betyder også, at tingene har forandret sig. Sådan er det også i Brøndby IF, hvor fansene lige nu er delt op i to lejre, fordi et amerikansk investeringsselskab er ved at købe aktiemajoriteten i klubben.
For Kim Vilfort er det dog vigtigt at få nuancerne med.
- I dag står vi på ryggen af en klub, som valgte at blive fuldtidsprofessionel i 1986 og kom på børsen i 1987, og det synes jeg, at der er nogle af dem, der protesterer i dag, som glemmer, siger han.
Samtidig mener han, at der skal penge til, hvis Brøndby fortsat skal være blandt de bedste i Danmark.
- Vil vi bare have en fodboldklub, hvor vi er glade for hinanden, men hvor pengene ikke er nødvendige. Så bliver vi bare ikke en klub i top fire. Det er pengene, der bestemmer meget af det i dag. Selvfølgelig er der traditioner, og Brøndby har bygget noget op, som man ser i udlandet. Det er alt sammen en balance, forklarer Kim Vilfort, der blandt mange bliver betegnet som den største Brøndby-spiller gennem tiden.
Faktisk er han så populær, at der er folk, som mener, at Brøndby Stadion burde skifte navn til Vilfort Park. Selv mener hovedpersonen imidlertid, at det er i overkanten at opkalde klubbens hjemmebane efter ham.
Efter hans opfattelse er der én spiller, som har fortjent en sådan hyldest, og det er Bjarne Jensen, der nåede 556 officielle kampe i den gule trøje fra 1968 til 1993.
- Han har været der altid. Han var med til at sætte kulturen. Han har været træner og har siddet i bestyrelsen. Der kan ikke være nogen, der er over ham som spiller, og hvis man er Brøndby-mand, må Bjarne Jensen være øverst på listen, siger Kim Vilfort, som tror, at en del af den heltestatus, han har fået, skyldes landsholdet.
Kim Vilfort nåede 77 kampe i rødt og hvidt, hvor han blev brugt på flere forskellige positioner, siden han fik debut på A-landsholdet i 1983 og frem til 1996, hvor han sagde farvel til nationalmandskabet efter EM-slutrunden i England.
Det blev til 14 mål i rødt og hvidt, men det ene står klart i hukommelsen hos de fleste danskere. Det var det mål, Kim Vilfort bankede ind bag Bodo Ilgner i det tyske mål på Nya Ullevi i Göteborg den sommeraften 26. juni 1992.
