Chokolademageriet er tilbage

Chokolademageriet har været lukket siden maj, men tirsdag slår butikken atter dørene op.

Det er bornholmske Kjærstrup, der skal drive butikken, der i 20 år har været drevet af Dorte Pondal Vexø, der måtte trække stikket og lukke ned, da hendes krop gjorde det samme efter for lang tid med for meget fart på.

Med Kjærstrup i spidsen kommer Chokolademageriet til at få et bredere sortiment af konfekture og chokolade, der dog ikke længere vil blive produceret i butikken i Hillerød.

- Hvad angår konfekture og chokolade håber vi, at vi kan fylde de sko ud, som Dorte har trådt kvalitetsmæssigt og servicemæssigt, har Peter Bræstrup, der er direktør i Kjærstrup, tidligere fortalt avisen.

I den nye butik vil man også kunne få fingre i produkter, der er lavet af rester fra chokoladeproduktionen. For eksempel kakaojuice.

- Vi har brugt de sidste år på at få mere ud af kakaofrugten, og som de første i Skandinavien har vi fået kakaojuice på flaske. Det smager rigtig godt, siger Peter Bræstrup.

Butikken åbner igen i dag, tirsdag, klokken 10.30.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...