Nu sker der igen noget i forhold til ombygning af den tidligere Bo Bedre på Gundsølillevej i Ågerup. Som DAGBLADET kunne berette tilbage i juni måned, var der en lokalplan på vej, som skulle give plads til nye rækkehuse på grunden.
Nu er lokalplanforslaget færdig og sendt i høring. Forslaget har nummer 712 og er i høring frem til den 2. januar. Tirsdag den 6. december forventer kommunen at holde borgermøde i lokalplanforslaget. Der er endnu ikke offentliggjort et sted, hvor borgermødet holdes.
Lokalplanforslaget giver mulighed for at opføre 15 rækkehuse i en etage med udnyttet tagetage. Boligerne bliver cirka 100 kvadratmeter hver. Boligerne ligger i grupper på tre huse omkring fælles grønne arealer. Boligerne er orienteret, så alle har sydvendte haver. Fra boligerne er der stiadgang til den fælles parkeringsplads, hvor også boligernes udhuse samt miljøstation er placeret.
Noget nyt, der er kommet til projektet i planlægningsfasen, er etablering af en varmecentral, så bebyggelsen kan få fælles vandbåret varmesystem. Det gør også bebyggelsen klar til at blive koblet på fjernvarme, hvilket er en interessant pointe for resten af Ågerup, da der endnu ikke er givet grønt lyst for etablering af fjernvarme i byen.
I denne måned forventes byrådet at nikke ja til, at det bliver undersøgt, om Ågerup har potentiale til at blive fjernvarmeby.

