Nu åbner Danmarks største Power snart: Lover helt vilde tilbud

Ishøj: Det bliver med helt vilde tilbud, når Power slår dørene op til deres nyeste butik i Ishøj fredag 11. november klokken seks om morgenen. Det lover Jesper Boysen, administrerende direktør i Power.

Han kan ikke løfte sløret for konkrete tilbud endnu, men afslører, at der blandt andet kommer en bærbar computer til salg for 999 kroner.

- Det bliver billigere end Black Friday, og skulle man mod forventning finde ud af, at vi sælger varen billigere på Black Friday, så betaler vi differencen tilbage, siger Jesper Boysen, da han halvanden uge før den store åbningsdag viser rundt i det nye varehus.

Han har været med til åbningen af samtlige 23 Power-butikker i Danmark, og han fortæller, at åbningen i Ishøj bliver helt vild.

- Det bliver vildere, end da vi åbnede den første Power i Danmark, og det kommer til at koste os en formue at give de tilbud, men vi ved, at det kan ende med at blive dyrere for os i længden, hvis vi ikke får kunderne med fra starten, siger Jesper Boysen.

Danmarks største

Butikken i Ishøj er ikke bare Danmarks største Power, men med sine knap 5000 kvadratmeter er den Danmarks største elektronikvarehus.

- Det har ikke været et mål i sig selv at åbne Danmarks største, men vi blev kontaktet af udlejer, som luftede muligheden for at åbne en Power i Ilvas tidligere lagerbygninger, og efter lidt forhandlinger frem og tilbage endte vi med sige ja, fortæller Jesper Boysen.

- Vi ledte efter egnede lokaler i omegnen, men vi havde ikke selv overvejet denne mulighed.

Hvorfor blev det lige Ishøj, I valgte?

- Der ligger ikke rigtig noget i nærheden. Den tætteste Power ligger i Glostrup, og bor man i Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve eller Solrød skal man enten køre til Glostrup eller vores varehus i Køge, og på den her måde kan vi komme tættere på vores kunder i området, siger Jesper Boysen.

Han fortæller også, at selvom flere danskere er begyndt at handle varer over nettet, så vil rigtig mange gerne ned i butikken og se varerne.

- Selvom vi selvfølgelig synes, at vi sælger varerne billigt, så er det en stor udgift, hvis man skal købe nyt tv eller hvidevarer, og mange vil gerne se varerne og tale med vores medarbejdere, inden de køber, siger Jesper Boysen.

En del af Powers kunder handler selvfølgelig også over nettet, og andelen bliver hele tiden større.

- Men omkring 90 procent af dem vælger “click and collect”, hvor de selv kommer ned i butikken og henter varen, mens det kun er 10 procent, som vil have varerne leveret, siger han.

Mulighed for reparation

Som noget nyt i Power vil det i butikken i Ishøj være muligt at få repareret sine elektroniske genstande, det vil sige, at man fx kan få fikset skærmen på sin smartphone, hvis man har været så uheldig at smadre den.

Derudover etablerer de område i butikken, hvor de sælger brugt elektronik, som de tjekker igennem og sætter i stand, inden det sælges videre.

- Det er varer, som vi køber af kunderne og sælger videre. Det er helt nyt i Power, og butikken i Ishøj bliver en slags forsøgsordning, siger Jesper Boysen.

Som nævnt er butikken i Ishøj Power nummer 23 i Danmark, og normalt tiltrækker en ny butiksåbning et sted mellem 8.000 og 15.000 kunder den første dag.

- Jeg tror, at vi skal regne med et sted mellem 15.000 og 20.000 til åbningen i Ishøj, og vi vil på dagen sætte telte med kasseapparater op uden for butikken, så man ikke skal bruge så meget tid på at stå i kø, siger Jesper Boysen.

Der er ansat 55 nye medarbejdere i det nye varehus, og det er fordelt på både fuldtids og deltidsansatte.

Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
Foto: Jørgen Chr. Jørgensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...