Planter skal fremover stoppe sandfygning

Sandfygningen på Rungsted Strandvej blev fanget af den lokale borger Stefan Hammerich. Foto: Stefan Hammerich

Sandfygningen på Rungsted Strandvej blev fanget af den lokale borger Stefan Hammerich. Foto: Stefan Hammerich

Gårsdagens billeder af sandfygningen på Rungsted Strandvej i den stride østenvind er ikke noget, borgerne skal forvente fortsætter i fremtiden efter der netop er læsset 56.000 tons sand af på kyststrækningen i form af en såkaldt sandfodring.

Det oplyser chef for Vej og Park i Hørsholm Kommune, Rune Munch Christensen.

- Vi har taget højde for det i planen for sandfodringen, og der er allerede plantet hjælme (en græsart), der skal holde på sandet, fortæller han.

Sagen er der dog, at de nyplantede hjælme ikke er så store endnu, og ikke før planterne har vokset sig større kan de forhindre sandfygningen. Der vil derfor kunne være fygning, indtil de er vokset til, erkender han.

Trådt ned af folk

Desværre har Hørsholm Kommune kunne konstatere, at flere planter er trådt ned af de mange borgere, der har gået tur på den nye sandstrand.

- Det er dejligt, at så mange borgere har taget godt imod kystsikringen, men planterne er helt nyplantede, så vi opfordrer til, at man træder varsomt, lyder det fra Rune Munch Christensen.

Omkring sandet har kommunen ifølge Vej- og Park-chefen også taget sine forholdsregler.

- Vi har bestilt sand med grovere korn, for det ikke skal være så let at fyge, men sandet indeholder naturligt også finere sandkorn, kan vi konstatere, siger han videre.

Ikke gennemtænkt

Hørsholmborger Stefan Hammerich, der onsdag fotograferede sandfygningen, mener, at kommunen skulle have indhegnet hele arealet, indtil hjælme-planterne havde slået rod.

- Det her virker ikke gennemtænkt, når man taler om et projekt til 10 millioner fra kommunekasse i Hørsholm. Nu er det 10 millioner kroners sandstorm, siger Stefan Hammerich.

Han bemærkede i øvrigt, at alle planterne stod frit tilgængeligt på en rullevogn på fortovet i flere uger, før de blev plantet.

- Lige nu tror jeg, at man kan finde mange af dem på den anden side af strandvejen, siger han og frygter for, hvordan Rungsted Strandvej det til at se ud, når det de næste dage kommer til at blæse ca. 10 m/s.

Chef for Vej- og Park i Hørsholm mener ikke, at et hegn havde været en gangbar løsning, da det er natur, man har med at gøre.

Sandfodringen af kyststrækningen er ved at være færdig, og der kommer ikke mere sand til.

Nu skal rørene ved Bukkeballevej forlænges, og så bliver hele ’sandpuden’, der ligger på den sydlige del, skubber hen over rørene.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...