Det er en årlig tradition, at lokale foreninger og de aktive mennesker heri skal fejres og hyldes. Det bliver de ved Fritidsreceptionen, der blev holdt tirsdag aften i Rådhuskælderen. Klokken 17 bød borgmester Thomas Lykke Pedersen (S).
- I dag skal vi fejre, at vi har en masse utroligt dygtige ledere og frivillige her i kommunen. Vi fejrer jeres ildhu og jeres engagement. Vi fejrer jeres foreninger, som i hver dag bidrager til, indledte Thomas Lykke Larsen, da han bød velkommen.
Dernæst gav han ordet til formanden i Fritids- og Idrætsudvalget, Soma Mayel (R), der skulle præsentere prisvinderne. Uden at trække spændingen alt for langt kunne hun først præsentere vinderne af Foreningsprisen 2022 - årets forening.
- I hører til blandt de store foreninger i kommunen med jeres over 600 medlemmer i alderen 8 til +80 år. I har derudover et fantastisk hold af 70 frivillige ildsjæle, som forestår den teoretiske og praktiske undervisning af medlemmerne. Respekt! I er med andre ord en stor og aktiv breddeklub i Fredensborg Kommune. Nok har I fokus på bredden – men I har så sandelig også elite- og talentudvikling. Nivå Bådelaug blev derfor i år også en del af Team Danmarks Elite- og træningscenter, var nogle af de ord Soma Mayel knyttede til vinderne i Nivå Bådelaug.
Nivå Bådelaug fik udover titlen en check på 5.000 kroner, en buket blomster og to flasker vin. Det samme fik vinderen af Fritidslederprisen 2022. Stort tillykke!
- Det er utroligt velfortjent, at du får denne pris. Du er altid på pletten – og du kommer altid velforberedt til træning. Du spreder en fantastisk energi til træningen – og du sørger dermed for at børnene er både motiverede og glade – og derfor har en god træning. Sociale fællesskaber står øverst på din liste over det, som giver velvære og et godt liv, sagde Soma Mayel om årets vinder af Fritidslederprisen.
Fritidslederprisen 2022 gik til Johan B. Svendsen fra Fredensborg Atletik Klub. Stort tillykke!
Efter de store priser var uddelt var det traditionen tro tid til at uddele hæder til de sportsudøvere og foreninger i kommunen, der har gjort sig særligt bemærket med flotte sportslige resultater. Med hæderen fulgte også en medalje, en konvolut, hvori der gemte sig et gavekort til biografen - i hvert fald hos nogle, erfarer avisen.
Blandt de mange flotte resultater tæller flere flotte placeringer ved de forskellige sjællandsmesterskaber, danmarksmesterskaber, europamesterskaber og sågar også verdensmesterskaberne.
Det var i alt fra sejlads, frisbee-golf til gymnastik, at der var flotte præstationer at fejre - både hold som individuelt. Øresund Tennis, Sletten Bådeklub, Nivå Kokkedal Badmintonklub, Nivå Bådelaug, Sejlcenter Nivå, Nivå Gymnastikforening, Fredensborg Atletikklub, Øresund Håndbold, Fredensborg Bordtennisklub, Karlebo Frisbee-Golf Klub, Humlebæk Badminton Klub og Fredensborg Roklub havde alle præstationer, der blev fejret.



