Jazz-saxofonist og komponist Benjamin Koppel brugte corona-nedlukningen til at skrive på sin debutroman, og i maj udsendte han den anmelderroste “Annas sang”, om sin bedstefars lillesøster Anna Koppel - om en ung jødisk kvindes dramatiske skæbne i 1930’ernes København.
Til romanen knytter han nu et musikalsk portræt af sin afdøde tante Anna og hendes dramatiske liv - en romankoncert - som vil kunne høres og opleves i Kulturhus Pakhuset i Nykøbing Sjælland onsdag den 16. november kl. 19, med scener fra Anna Koppels barndom, ungdom og alderdom, herunder flugten til Sverige under 2. verdenskrig.
Jazz-sangerinden Cæcilie Norby har skrevet tekst til Benjamin Koppels sange, der fremføres af Benjamin Koppel Trio.
Skuespiller, sanger og musicalperformer Frederikke Vedel, der har haft flere store roller i musicals på Det Ny Teater i København, er solist i den musikalske fortælling “Annas sang”.
Benjamin Koppel er ofte på scenen - nærmest huskunstner - i Kulturhus Pakhuset i Nykøbing, hvor han har givet jazz-koncerter i en række forskellige konstellationer.
I 2018 opførte han en alternativ koncertfortælling om sin bedstefar, koncertpianist Herman D. Koppel, sammen med klassisk pianist Katrine Gislinge og mix-mester DJ Noize.
Familiens navn og ære
I romanen kaldes Anna Koppel Hannah Koppelman. Hun voksede op i en jødisk emigrant-familie og drømte om at blive musiker som sine brødre. Den topmusikalske unge kvinde blev optaget på musikkonservatoriet og forelskede sig i socialisten og modstandsmanden Aksel.
I den jødiske familie var det ikke faldet i god jord hos den stærke mor Bruche, at brødrene havde giftet sig med danske kvinder, anseelsen dalede i det jødiske miljø, og nu var det Hannah, der skulle redde familiens navn og ære.
Nazisternes jøde-forfølgelse sendte Koppelmans i eksil i Sverige. Efter krigen endte Hannah i Paris hos en voldelig ægtemand, som moderen havde ført hende sammen med.