Poker 147 pokerspillere havde lørdag sat hinanden stævne hos John Tøms Poker på Prambrovej i Frederiksværk, fælles for dem alle var, at de drømte om at blive Danmarksmester i poker 2022.
Turneringen blev afviklet på 15 borde i 2 sale, hvor snakken og den velkendte lyd af chips og kort som blandes i de koncentrerede pokerspilleres fingre, fyldte rummene som sød musik.
Mesterskaberne blev indledt kl. 12 og mod forventning varede det næsten en time før den første spiller var ude, den uheldige var Kim ’Købmand’ Jørgensen.
’Blodbad’
I tidsrummet kl. 20-21 oplevede spillerne til gengæld et sandt ’blodbad’, da spillerne var havnet i et limbo af mange små stacks, som for at overleve måtte have de sidste chips til midten i håb om overlevelse. Her måtte over 25 spillere lade livet.
Kl 23.00 var feltet barberet ned til 27 spillere, som kunne samles i det oprindelige Pokerroom, som John Tøms Poker dagligt holder til i. To timer senere nåede spillerne ’bobletid’, der hvor præmierne begyndte. Jyske Mickey Winther var den uheldige og blev ’bobleboy’ (sidste mand der røg ud inden præmierne), men gik dog ikke helt forgæves, da han fik en din lille sidegevinst.
Finalebordet varede er par timer,
På forhånd havde John Tøms forventet at turneringen ville være afsluttet kl 04.00, det var tæt på at holde stik. Finalebordets sidste tre spillere Niklas Lund, Troels Holst og André Jarlstrøm indgik kl. 04.15 - efter 16 timers spil - en deal, hvor de delte de sidste 25.000 kroner i forhold til hvor mange chips de havde foran sig.
Førstnævnte Niklas Lund sikrede sig udover en fin pengepræmie også DM-titlen.
’Poker Bornholm’ blev vinder af årets holdturnering, da de efter fintælling slog de lokale spillere fra John Tøms Poker, som dog havde flest spillere i top 16. Bedste lokale placering var Max Pedersen på 8. pladsen.
Rørt til tårer
Halsnæs Avis fangede efter turneringen John Tøms, som havde følgende afsluttende bemærkning:
- Tak til alle, ingen nævnt ingen glemt, for at gøre dette event til en helt enestående begivenhed. Tak for alle jeres positive tilkendegivelser, jeg har aldrig fået så mange. Flere gange måtte jeg tørre en tåre væk. Turneringen osede fra start til slut af god karma og der blev på tværs af bordene skabt en masse relationer, som med sikkerhed vil betyder flere ’møder’ på tværs af landsdelene.
- En special tak til min kone Sanne, som har bakket mig op hele vejen. Hun har hele tiden sagt at antallet var alt for stort, og her på bagkant må jeg give hende ret, det var en meget stor omgang, men det gik heldigvis.
- Allerede nu kan jeg garantere, at DM i fremtiden bliver i en anden form og at antallet bliver større. Sæt allerede X i kalenderen i 2023, datoen vil blive offentliggjort, meget snart, hvor der lægges op til et endnu større event med flere startdage og finale lørdag, lød det fra en træt og tilfreds ’Tøms’.

