Arbejdet med en lokalplan med mulighed for boliger på det gamle savværk i Mørkøv er så småt i gang. På et borgermøde indkaldt af Lokalforum for Mørkøv, Skamstrup og Stigs Bjergby får deltagerne et indblik i, hvor langt Holbæk Kommune er i processen ligesom de kan komme med ønsker til bygninger og grund.
På mødet den 27. oktober i Mørkøv Hallen deltager to medarbejdere fra kommunens planafdeling.
Lokalplanen og afdelingen skal tage højde for to modsatrettede opfattelser. Projektets mener ikke, at der er mulighed for at inddrage de gamle bygninger i et boligprojekt.
Kommunens planafdeling vurderer modsat, at det er muligt at bevare eksisterende bygninger, og inddrage dem i forvandlingen fra savværk til boligområde.
Lokalforum mener, at savværket og bygningerne både har betydning for byen, en historisk og arkitektonisk værdi og er bevaringsværdige. Området med klassiske industribygninger i god kvalitet kan eksistere sammen med forskellige boligtyper og indgå i et boligområde, som med savværkets park midt i byen vil være til gavn for byfællesskabet.
Og endelig er der borgerne i Mørkøv, hvad har de af tanker, som planlæggerne kan tage med i det videre arbejde.
- Vi lægger ikke op til konfrontation. Tværtimod ønsker vi dialog på et tidligt tidspunkt i processen og være på forkant. Vi ejer ikke grunden, men er interesseret i at få et spændende projekt til gavn for hele Mørkøv, forklarer Ellen Lundsgaard, formand for Mørkøv, Skamstrup og Stigs Bjergby Lokalforum.
Savværket ligger midt i byen, hvor boligerne er skudt op omkring savværket, der blev grundlagt i 1894 af N.P. Knudsen. I mange år fik savværket træ fra skovene omkring Mørkøv til blandt andet produktion af jernbanesveller, byggemateriale, generatorbrænde under Anden Verdenskrig og i årene før lukningen omkring 2000 blandt andet fastelavnstønder.
Siden lukningen har genboen J.V. Larsen Maskinforretning brugt bygninger til opbevaring.
Mødet begynder klokken 19 og skal ikke kun handle om savværksgrunden, men også om det, der rør sig i området, og “det man taler om”, udveksle ideer og få dem til at gro.
