For lidt over 60 år siden var der volleyballstævne i Sønderjylland. Seminarierne og de lærerstuderende skulle kæmpe mod hinanden i et landsdækkende kursus for at styrke samværet.
Mændene skulle dømme damekampene og omvendt, men ved niende serv i en kamp skete der noget, som har haft betydning helt frem til i dag.
Winnie Helene og Niels Bødker Møller fik pludselig øjenkontakt og så stod verdenen stille. Det var bogstaveligt talt kærlighed ved første blik, og de to unge mennesker var ikke til at skille ad hele den weekend. Og der var gråd i toget hjem som i en anden filmisk afskedsscene, da Niels stod af i Odense og lovede et gensyn inden for kort tid. Det løfte holdt han.
Torsdag den 13. oktober kunne selvsamme Winnie Helene og Niels Bødker Møller, begge 83 år, nemlig fejre deres diamantbryllup. 60 års ægteskab - mest medgang.
Kærlighed og fodbold
Kort tid efter det første kærlighedsmøde flyttede turtelduerne til Valby i en lejlighed skaffet til dem gennem fodboldklubben KB, som havde modtaget Niels Møller med kyshånd fra hans gamle klub i Odense. Men dengang i 1962 måtte man ikke bare ’flytte sammen’ - så der blev hastebryllup. Selvom begge ønskede sig en stor børnefamilie skulle der gå seks år før datteren Anne Mette kom til verden.
Artiklen fortsætter under foto...
I løbet af de seks år fik Niels Møller også gang i fodboldkarrieren med debut på det danske landshold, hvor han spillede mange landskampe og flere som anfører.
Det unge forældre afprøvede samtidig lærergerningen på flere forskellige folkeskoler og institutter bl.a. Kildegård og DHL, inden de forelskede sig i Hørsholm/Rungsted-området og købte hus på Bolbrovej i 1965. Der bor de stadig.
- Min mor har fortalt, at når hun gik hjem langs Bolbrovej oppe fra Usserød Kongevej, så gik hun og fodrede køer. I dag er hele området villakvarter, fortæller Anne Mette Møller.
Trofaste og aktive
Winnie blev ansat som lærer på Vallerødskolen, hvor hun underviste i 29 år frem til hun gik på pension, og Niels var lektor på Frederiksberg Seminarium (nu Metropol) gennem 25 år til han sluttede sit arbejdsliv.
Samtidig var de meget aktive indenfor deres sportsgrene både i nærområdet og i forskellige fodboldklubber. Niels blev træner for både Helsingør og Lyngby boldklub og opstartede HIF med lilleputterne, mens Winnie sammen med Hanne Falkensteen (tidligere borgmester) og Bent Balling dannede den nuværende Hørsholm Gymnastikforening, hvor hun den i dag stadig underviser i ’Jane Fonda’-dameaerobics.
Dertil kommer et vandaerobics-hold i Hørsholm Svømmehal, for oveni at være frivillig i Kirkens Korshærs forretning hver torsdag. Endelig bliver der også tid til at hjælpe i Rungsted Kirke, synge i Sofie Koret og være medlem af Karen Blixen-klubben.
Artiklen fortsætter under foto...
Niels har været medlem af Hørsholm Seniorråd og var manden, der opfandt cykelløbet Tour de Hørsholm. Han sidder stadig i flere bestyrelser i byen, når helbredet er med ham.
Derudover bruger han også sin tid i Hemmingway Klubben og er tidligere blevet hædret med ’Årets Frivillig’- pris i Hørsholm.
Støtter barnebarnet
Sammen nyder diamantbrudeparret også udflugter og rejser med kirken og med de foreninger, de er medlemmer af.
De er bedsteforældre til Sofie Amalie, som er deres et og alt. De støtter hende fuldt ud i hendes sportsgren, og er faktisk blevet mormor og morfar for hele Hørsholm Rideklub. Winnie er sågar frivillig ’cafémutter’ til alle ridestævner.
I anledningen af Hørsholmparrets diamantbryllup blev de fejret med morgensang, æresport, et brev fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe, samling af familie og gæster samt et besøg af borgmester Morten Slotved.


