Mangel på hvalpe-værter får konsekvenser

Jette og Søren har flere gange ageret hvalpeværter - her for hunden Inger, som skal bo hos dem i et år, inden hun skal trænes til servicehund. Foto: Lise Lotte Christensen

Mange familier fik sig under corona-pandemien en hund til at udfylde noget af tiden under nedlukningen.

Der har derfor i en rum tid været færre hvalpe at tage ind for Høje-Taastrup-foreningen Servicehunde til Handicappede (STH). Men selvom den tendens umiddelbart er aftagende, er der opstået en ny problemstilling for foreningen:

- Der er egentlig rigeligt med hunde, vi kan få ind i vores program, men nu har vi et problem, vi ikke har prøvet før, som drejer sig om frivillige familier, der vil tage hvalpe ind, fortæller Lisa Klint, som er daglig leder af STH, som holder til i Handicaporganisationernes Hus.

For mens der er knap så meget rift om hvalpene som under nedlukningen, så er problemet at tiltrække såkaldte hvalpeværter, som tager hunde ind i deres hjem i hundenes første leveår, for så at give dem tilbage til foreningen.

På den måde vænner hunden sig til nogle rytmer og oplevelser, inden den skal have sin fuldbyrdige træning som servicehund for handicappede, som også tager et år.

- Rigtig mange har brugt coronatiden på selv at få en hund, så lige nu har vi faktisk mangel på hvalpeværter, opsummerer Lisa Klint.

Modtager donationer

STH’s problem har dog ikke været manglende donationer. For nylig modtog foreningen eksempelvis 10.000 kroner af LB Foreningen, og der er generelt råd til at købe de hvalpe, de skal bruge, lyder det.

Og det er nemlig en nødvendighed ligesom de frivillige familier, da det kræver en stor indsats at træne servicehunde. Disse hunde skal hjælpe med alt fra at samle ting op, få personalet i en butik til at komme til hjælp, hjælpe med at få tøj på eller sko af. Hunden bliver den forlængede arm for et menneske med fysisk funktionsnedsættelse.

- Der skal mange kræfter og penge til, før vi har en færdig servicehund, så hver gang nogen tænker på os, er der grund til at glædes, siger Lisa Klint.

Hun fortæller videre, at de for tiden kun har tre hunde i opvækst hos hvalpeværter, og det altså er der, man kan hjælpe til, hvis man skulle ønske det. For det tal skal være på otte, hvis de skal holde kadencen oppe.

- Det betyder jo i sidste ende, at der vil være færre hunde, så brugerne må vente ekstra længe på en servicehund.

Find friske, lokale nyheder hver dag på og deltag i debatter baseret udelukkende på nyheder fra områder, der vedrører dig.

Har du et tip, er du velkommen til at kontakte journalisten på mail: christian.ambaek@sn.dk.