Formanden for Kulturudvalget: Fredensborg Museum kommer ikke til at lukke

Fredensborg Museum ligger i Avderød og har i over ti år været drevet af frivillige ind til 2021, hvor kommunen overtog. Nu skal det igen drives af frivillige, og det har givet anledning til bekymring.

Fredensborg Museum ligger i Avderød og har i over ti år været drevet af frivillige ind til 2021, hvor kommunen overtog. Nu skal det igen drives af frivillige, og det har givet anledning til bekymring.

Det gik blandt andet udover Fredensborg Museum, da der i årets 2023-budgetforlig skulle spares omkring 30 millioner kroner. Partierne besluttede at spare stillingen som leder af Fredensborg Museum væk, og i stedet overlade arbejdet til frivillige kræfter, som endnu ikke er fundet.

Tiden er knap. Den nuværende museumsleder, kommunens kulturkoordinator Tora Ribers, fratræder 1. januar, og kommunen har derved et par måneder til at finde engageret sjæl, der vil påtage sig rollen. Det har givet anledning til bekymring i flere debatindlæg her i avisen, men formanden for byrådets kulturudvalg, Ulla Hardy-Hansen fra Fredensborg Socialkonservative, er derimod optimistisk.

- Der er fuldstændig enighed i byrådet, lige fra borgmester til det nyeste medlem, at museet har værdi og skal bevares. Derfor er det en lille smule ude af proportion at tale om, at museet skulle lukke, siger Ulla Hardy-Hansen.

Hun mener heller ikke, at der har været lagt op til, at museet skulle lukke på noget tidspunkt.

- Vi er i en penibel situation. Vi står i et tomrum indtil vi finder en varig løsning, men der har ikke været tale om på noget tidspunkt, at vi skulle spare sådan at museet skulle lukke. Vi er en af de kommuner, der virkelig har friholdt kulturen fra kæmpe besparelser.

Bekymrede stemmer

Fredensborg Museums fremtid er uvis. Det var overskriften på formanden for Fredensborg Museums bestyrelse Hanne Bergs debatindlæg bragt i avisen i går, fredag den 21. oktober, som var et svar til Jens Erik Christiansens debatindlæg mandag den 17. oktober. Han efterspurgte i sit indlæg en plan B fra Ulla Hardy eller Hanne Berg, hvis ikke man når at finde en frivillig leder.

Hanne Berg skrev i sit indlæg, at en plan B vil forudsætte, at byrådet finder penge til museet.

Ulla Hardy-Hansen mener også, at der kan blive tale om at skulle bruge penge alligevel.

- Måske må vi se i øjnene, at vi må have en professionel ansættelse. Vi er ikke færdige med vores overvejelser. For det første, så er det ikke udtømt det her med at finde en frivillig. Men vi har også et godt samarbejde med Nordsjællands Museum, og vi har et godt samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv på rådhuset. Dem taler vi også med, siger hun.

Finansieringen til en ansættelse er Ulla Hardy-Hansen ikke bekymret for at skulle finde, selvom den lige er blevet sparet væk.

- Det har jeg allerede diskuteret med Thomas Lykke-Pedersen, siger hun.

Hun henviser til at forligspartierne fra budgetforliget mødes med jævne mellemrum efter budgetforliget og diskuterer sager og projekter fra budgetforliget og herunder også manglende finansiering til projekter, der er vedtaget.

- Så vil jeg da komme frem [på mødet, red.] og sige, vi må skaffe de penge. Vi har også gode midler i kulturudvalget fra alt det, der ikke blev brugt i coronaperioden. Så der ligger lidt penge på kistebunden, og vi skal nok kunne finde økonomi. Men vores drøm er, at der dukker en frivillig op, der har mod på opgaven, siger Ulla Hardy-Hansen.

De frivillige kræfter bliver svage

En ting, Ulla Hardy-Hansen godt kan se problemet i, er overrepræsentationen af ældre mennesker i de frivillige projekter i kommunen.

- Den yngre generation har måske meget mere at se til, med alle de børn og deres karrierer, eller også kan de ikke overkomme så meget, som vi har kunnet. Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg kan godt se problemet i, at mange af dem, der er i kulturprojekter i kommunen, er ældre mennesker. Derfor kan det godt knibe på lang sigt, siger hun.

Hun fremhæver dog, at Fredensborg Museum, som engang har heddet Avderød Museum, i lang tid er blevet drevet af en frivillig leder, Niels Storgaard Simonsen, inden kommunen overtog museet fra Karlebo Lokalhistoriske Forening i starten af 2021.

Ulla Hardy-Hansen er derfor ikke bange for at efterlade museet til frivillige igen. Frem for alt mener hun, at museets væsentlighed ligger i de ting, borgere i kommunen kan bruge det til.

- Museet er jo en samleboks for vores historie, og det er et værktøj for kommunen. I Fredensborg er der så mange tilflyttere, og museet er med til at skabe identitet for alle borgere, også de nye, der ikke kender kommunen lige så godt.

Foto: Lars Skov

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...